En narcissistisk actionfilm. Det er en fristende betegnelse at bruge om den tredje film om den dystre tegneseriehelt 'Blade'. 'Blade Trinity' er ikke meget værre eller bedre end så mange andre filmiske serieprodukter, men den er i sjælden grad selvspejlende og selvfed i hele sit udtryk. En actionfilm, der konstant poserer. Se lige mine glatte muskler. Dyrk lige min karate og mine lækre nye våben. Vi lader det lige stå et øjeblik. Og det gør David S. Goyer, der har skrevet manuskript for tredje gang og for første gang også har sat sig i instruktørstolen. Lader det stå et øjeblik. Filmen er på én gang tempofyldt og en serie fastfrosne modelfotografier af helte og vampyrer. Det er næsten som om hver scene er en reklame for sig selv. Iscenesat med optimal kælenskab for hud og stål. Selv den old-sumeriske vampyr, der bliver vækket fra de udøde, ligner i menneskeham en nypudset frikadelle på Hollywood-steroider. Den selvfede stil har ikke så lidt tilfælles med den sorte hiphop-kultur som 'Blade' gerne låner lidt goodwill fra. 'Blade' er noget nær den eneste sorte superseriehelt, og det er selvfølgelig i sig selv en pointe, der bliver understøttet af en diskret samfundskritik. I Det Hvide Hus sidder ifølge Blade »et røvhul«, og når vampyrerne finder deres ofre blandt USA's to-tre millioner hjemløse, bemærkes det sarkastisk, at vampyrerne jo tilbyder en radikal Endlösung på et problem ingen kerer sig om. Men det er kun i forbifarten. Og forbifarten er høj, når 'Blade' og hans nye makkere Abigail og Hannibal King skal tage kampen op imod de moderne vampyrer, deres medløbere, der også har infiltreret FBI, og den første og største af alle vampyrer. Engang hed han Dagon, så hed han Dracula og nu hedder han Drake. Bag sit honnette ydre er han et savlende monster, der har mere tilfælles med H.R. Geigers alien-uhyre end med mere sofistikerede bud på vampyrfiguren. Nej, sofistikeret er 'Blade Trinity' ikke. Filmen har dårlig nok tid til at dvæle ved de mere skræmmende sider af vampyrismen. Hugtænderne bliver en gimmick, der drukner blandt så mange andre. Ligesom bl.a. 'Alien vs. Predator' er også 'Blade Trinity' en film tæt beslægtet med et spil. Det gælder om at nakke vampyrer. Rammer man, lyser de op. Et tårnhøjt tempo og et lydniveau, der er ét trin under åben krig, kan ikke overdøve den kendsgerning, at historien og personerne knap nok er en undskyldning værd. Wesley Snipes er sikkert ligeglad. Han har travlt med at lave karate foran det spejl filmen holder op for ham. Sjovt nok kan vampyrerne ses på lærredet. Det plejer man jo ellers ikke at kunne i et spejl.