Uha, hvor er det svært at lave gode spillefilm om rockmusik. Rockmusikken med alle sine mytologier og nedgroede klichéer er i sig selv så kulørt en fortælling, at man skal finde en særlig måde at slå knude på sig selv, hvis man for alvor vil til fadet. Sådan én har hverken instruktøren Jesper W. Nielsen eller manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson fundet til 'Store planer'. En gemytlig lille rockfilm om en mand, der med alderen er blevet endnu mere skæv end de skrå brædder, han så gerne vil føre sig frem på. Thomas Bo Larsen er i vanlig slagfærdig og upoleret stil rockmusikeren Willy, der bliver løsladt fra fængslet, da filmen starter. Willy er checkrytter og forsanger. Uden stort talent for nogen af delene og dertil en fantast af de mindre elskelige. En mand, der har ladet sine luvslidte drømme og fiduser sluge resten af sit liv. Konen, sønnen, drengene i bandet. Alt og alle har været andenvioliner i forhold til Willy og hans elektriske guitar. 'Store planer' er ikke uden lune scener, men en film om rockmusik skulle gerne swinge og på det punkt kniber det. Jesper W. Nielsen vil gerne fremhæve de øjeblikke, hvor glæden ved samspillet lyser ud af musikerne, men det er svært, når man ikke føler, man er kommet ind i hovedet eller under huden på Willys medspillere i The Winstons; Flemming (Jimmy Jørgensen), Svend (Henrik Noel Olsen) og Jo Jo (Al Agami). Willy med de store ambitioner møder et band i opløsning, da han kommer ud af fængslet. Dødvandet bliver først brudt, da Svends nabo, intimmassøsen Bettina (Lene Maria Christensen), bliver ny forsanger og Willys frelsende intimengel. At finde en luder med et hjerte af guld, er, forstår man, at foretrække frem for succes i en luderbranche med en røv så kold som brøndvand. Kliché-alarmen ringer højt, da luderbranchen så personificeres ved rockbossen Henning Bagger, spillet med hestehale og høj cigarføring af Peter Gantzler. Det er en svaghed ved filmen, at dens forsøg på at etablere en afvæbnende, drenget komedievarme i sin skildring af rockmusikkens tvivlsomme charme, så uafklaret vakler mellem parodi og kliché. Det er en såre opbyggelig og også meget nudansk historie. Kunsten handler ikke om ussel mammon og flygtig succes, men om glæden ved at udtrykke sig og ikke mindst gøre det i fællesskab. »Man skal synge igennem ellers kan det kraftedeme være lige meget«. 'Store planer' handler i sin kerne om at lære at skelne mellem kreativitet og ambition. Om som kunstner, at finde en balance mellem den nødvendige egoisme og hensynet til andre mennesker. Men bliver rent ud sagt for barnlig og banal i sit forsøg på at etablere en slags fodformet Gummi-Tarzan-filosofi for voksne. Atmosfæren omkring Nørrebro Station giver filmen et løft sammen med hovedrollen onduleret af Thomas Bo Larsen. Han fyrer gerne en fed replik af, som var det en nytårsraket. Når filmen trods alt står og ikke falder, er det i kraft af Thomas Bo Larsens bissede bulldozercharme. Selv om man problematisk nok på intet tidspunkt føler sig overbevist om, at hans Willy rent faktisk rummer et skjult talent. Nikolaj Steen og Jacob Binzer har været hovedkræfterne bag filmens mere livlige end markante musik. En musik som har den nødvendige vitalitet og samtidig forklarer, hvorfor The Winstons ikke for længst er verdensberømte. En slem fejlkalkulering er det imidlertid, at lade Claus Hempler lægge stemme til Thomas Bo Larsens stjernestund ved mikrofonen. Så lækker en croon, kan da simpelthen ikke lige pludselig komme ud af sådan en bøllefrans, tænker man uvilkårligt. Det kan selvfølgelig være, at moralen er, at hér sprænger Willy, omsider, sine egne begrænsninger. Men det er under alle omstændigheder nødden, filmen aldrig får knækket: Udadtil en tilforladelig komedie om nogle gæve, skæve typer, der tøvende trækkes til truget for at prøve på at sprænge deres egne rammer. Indadtil en temmelig utroværdig fremstilling af rockmusikken og al dens væsen.