En højtudviklet æstetisk bevidsthed kombineret med en stor følsomhed over for det besjælede i landskabet. Det er typisk for russisk film, denne fornemmelse for landet, som er gennemsyret af en mystisk og mytisk indføling i moderlandets jord. Andrej Tarkovskijs ikonografiske eksempel præger af gode grunde stadig russisk film. Hos en instruktør som Aleksander Sokurov kan det udarte sig til en slags opstyltet hypersensibilitet, et langsommeligt føleri, som jeg, når det er mest ekstremt, finder temmelig ulideligt. Indelukket som i et skab med klamt sengetøj duftende af muggen lavendel. Også på den baggrund virker den sibiriske instruktør Andrei Zvyagintsevs debut 'The Return' som et stærkt og frisk pust fra den russiske filmfront. Filmen er helt igennem russisk. Fuld af ånd og karakter og æstetisk præcision. Men har samtidig en karsk og kontant grundtone, en slags visuel nådesløshed, der gør, at dens tålmodige fortælletempo aldrig føles krukket eller fodslæbende. En film, hvor man føler sig magnetisk forbundet med lærredet. I kraft af et drama, der er dybt og menneskeligt, men konsekvent bliver fremstillet igennem billederne. Ord er der ikke så mange af. De er sjældent nødvendige. Prøver man et genfortælle handlingen, lyder den af næsten ingenting. Brødrene Ivan og Andrei lever alene sammen med deres mor og bedstemor. Et udslidt sted ved kysten. Pludselig dukker deres far op. Uden et ord til forklaring. De har ikke set ham i 12 år. Moderen har fortalt, at faderen var pilot. Men så langvarigt et fravær kan vel tænkes, at have mere dunkle årsager? Sønnerne kan ikke kende faderen, der som den naturligste sag af verden indtager rollen som den absolutte autoritet i familien. Patriarkat genindført med et fingerknibs. Sønnernes sjæle er forståeligt nok i tumult af forvirring og forhåbning. Faderen tager dem med på en fisketur. Han har også et ærinde, der skal ordnes. Det bliver en lang weekend. En rejse til havet. En rejse til en ø i tidens hav. Der er vand, der skal krydses. Bunde, der skal nås. Det bliver en både konkret og mystisk rejse. Hvad er faderens ærinder? Hvem er han overhovedet? Med hvilken ret tiltager han sig sin autoritet? Lillebroderen Ivan, der før var bange af sig, går trodsigt op imod faderen. Storebroderen, desperat af længsel efter en faderfigur, underkaster sig mere hundsk. Det er en film om fædre og sønner. Om fravær, savn og længsel. Og om trods. Men eftersom det er en russisk film er det også en film, man snildt kan se som en allegorisk fortælling om landet og dets sønner. Ophavet, der svigtede, men alligevel insisterer på værdien af disciplin og på at kræve lydighed og ærbødighed. 'The Return' er en film, der tumler med stort og svært uhåndterligt stof. Men gør det klart og enkelt som var det den mest selvfølgelige sag af verden. Drengene bliver spillet af Ivan Dobronravov og Vladimir Garin så fuldstændig uden mislyde, at man sjældent har set magen, når det gælder om at instruere børn og unge. Især den lille mutte og sammenbidte Ivan Dobronravov gør et uudsletteligt udtryk. Men begge er forbløffende. At Garin druknede kort efter filmens færdiggørelse, er set i det lys så meget desto mere tragisk. Og så er der billederne. Den strenge komposition og blåkolde farveskala placeret i en ramme af menneskelig sårbarhed og tynd hud etableres fra starten. I et højt trætårn yderst på en mole ved et blågråt hav, udsætter små forfrosne drenge sig for manddomsprøven. At springe ud højt oppe fra. Tårnet ved havet kaster sin skygge hele vejen igennem en film, der på en måde er én lang manddomsprøve. Mod og mandshjerte. Hvorfor får man det, og hvad skal man bruge det til? Symbolske udsagn med mytologisk resonans skorter det ikke på. Billeder på frihed. På frigørelsesprocessens nødvendige blodtab, offeret. Men symbolsproget virker aldrig opstyltet eller anmassende. Som hos Thomas Mann er myten måden, hvorpå mennesket igen og igen genfortæller sig selv og sin historie. I de enkelte billeder og i handlingsstrukturens helhed udviser Zvyagintsev en sans for stramhed og symmetri, der hos en mindre instruktør kunne have været kvælende. Her er den nærmest befriende. Drengenes dannelsesrejse bliver en smertefuld og tragisk historie. Men ikke desto mindre altså en befrielseshistorie.