Overrumplende, sansestimulerende, omtrent som at høre sit modersmål blive brugt på en helt ny måde. Sådan virker fortælleformen i den tysk-tyrkiske Fatih Akins Guldløve-vindende fjerde spillefilm, der også ryddede tysk films hylde for førstepræmier sidste år: Bedste film, instruktør, fotograf samt mandlige og kvindelige hovedrolle - med god ret, vil jeg tro uden at have set alle årets andre tyske film. For her bruges nok et vestligt filmsprog, men i ny, ukonventionel form. Tag åbningsbilledet: Et ottemands orkester i stiveste puds sidder ved bredden af Bosporus og ledsager med bouzouki, balkanklarinet og hele den tyrkiske musik en sangerindes fremførelse af en af hjemlandets vemodige kærlighedssange. Ved sådan at give 'underlægningsmusikken' sit eget sceneri, gentaget ved et par 'kapitelskift' undervejs og som afrunding på historien, understreges en distance: Det her er fiktion, snarere sagn og eventyr end realistisk tragedie. Man kunne ellers nemt tro det modsatte: Galgenhumor og trodsig livssult er nemlig sammenflettet i den usentimentale og dog fortryllende kærlighedshistorie, der begynder som rent fornuftsægteskab. Den frihedstørstende Sibel (hun spilles af Sibel Kekilli med den purunges fabelagtige udstråling af overgiven, benhård uskyld) og den næsten dobbelt så gamle, hærgede Cahit (Birol Ünel) er begge tysk-tyrkiske 2.G'ere med alt at vinde, intet at tabe. De mødes nemlig på hospitalsafdelingen for mislykkede selvmord. Proformaægteskab med en tyrker er for Sibel især et middel til frigørelse fra farens og brorens kyskhedskrav med tilhørende dødstrusler, mens Cahits grund til at lade sig overtale er mere uklar. Som gifte fremmede boller de efter aftale begge løs til anden side, men bordet fanger. Kærlighed hverken kommer eller udebliver på bestilling, og jalousien går sine egne voldelige veje. Indirekte fører de muslimske mænds tyranni alligevel død og fængselsdom med sig, og dét anskues så at sige både inde- og udefra, 'på tyrkisk' og 'på tysk'. Den tætte kæde af dramatiske højdepunkter fører i håndfaste klip, skrællet for udenomssnak, fra Münchens beverdinger til Istanbuls gyder i en rå realisme, i takt med både de aggressive samlejescener og deres forspil i diskoteksrytme. Kontrasteret af folkemusikkens poetiske ramme formidler realismen imidlertid også en underliggende desperat længsel, et fortvivlelsens livsmod, som dynamiserer selv de få lidt kunstige scener. Også slutningen følger en uvant kodeks og nægter trods alle odds at blive ren tragedie i denne splinterny, multietniske afart af magisk realisme på liv og død.