0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Friheden langt borte

Køn og vemodig kinesisk film ... om dengang.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

- PR-foto

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den kinesiske - nu fransktalende og franskboende - instruktør Dai Sijie har udgivet sine erindringer fra kulturrevolutionens dage, da han blev forflyttet til landet og tvunget til at opgive sine borgerlig-imperialistiske interesser, violinen og bogen.

Først fik han en bogsucces, så en filmsucces ud af sit erindringsstof.

Violinen - Mozart især - spiller en stor rolle i den kinesiske kulturrevolution som et symbol på den frihed, en hel nation måtte give afkald på for at følge formand Maos genopdragelse.

Men her i filmen er det bogen - Balzac især, men også Dostojevskij og Gogol - som kommer til at betyde noget afgørende, ikke bare for den unge Luo og hans ven Ma, men også for pigen, som vi aldrig får andet navn for end »den lille skrædderdatter«.

Hun bor i Fønix-bjergene, som de to unge sendes op til, og hun har ikke andet end sin skønhed at gøre godt med. Men Luo forelsker sig i hende og læser op for hende, og hun bliver betaget af teksterne - og friheden.

Det meget søde ved filmen er ikke dens bevidst renfærdige, moraliserende tonefald, men hele det autentiske miljø, som filmen skjult og ganske idylliserende beretter om fra de år i halvfjerdserne, da kulturrevolutionen blev kinesisk politik.

De unge læser poesi som i 'Døde poeters klub', de lever og ånder for frihed, mens det primitive agrarsamfund tvinger dem ned i hårdt arbejde og sygdom. Luo får malaria og bliver behandlet med piskeslag og kolde bade for at blive helbredt.

De hjertensgode, men uvidende landlige kinesere hører entusiastisk på hans genfortællinger af nordkoreanske og albanske film, han har set.

Balzac digtes ind i handlingen, og violinen reddes, fordi »Mozart tænker på formand Mao«. Den maoistiske formand, som kunne være en kedelig skurk, menneskeliggøres i en meget morsom scene, hvor den borgerlige Ma fungerer som primitiv tandlæge, lysår borte fra den praksis, hans far engang havde i byen.

Det eneste tidspunkt, hvor Ma græder, er ved mindet om faderens skæbne.

Ellers går alt godt: Pigen bliver gravid med Luo og får en abort - gynækologen foretager den, fordi han så kan overtage Mas skindvest, som har ord af Balzac indprentet på vrangen. Og nok bliver 'Four Eyes' (oversat til det lidt for dansk tegneserie-agtige 'Brille'!) gennemtævet for sine skjulte udenlandske bøger, men han overlever også.

De overlever alle - og bliver til nutidens globaliserede mennesker, tyve år senere i Vestens lufthavne. Og den lille skrædderdatter? Ma elskede hende også, platonisk. Hun er væk. Hun gik over bjergene for at komme til byen og blive oplyst.

Historien er rørende og blid og opdragende - kulturrevolutionen var det næppe. Men filmen er et sæbebad af skønhed, balsam for sjælen, og meget smukt spillet af unge kinesere, som i dag sidder på karrierens højdepunkter som celebrities, med en indre Kina-sjæl skjult under masken.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce