Tegneseriepiloten Sky Captain fra 1930'ernes USA har vist aldrig slået et loop ind over det danske bladmarked, men hvis seriehelte som Jens Lyn eller Buck Rogers, film som 'Klodernes kamp', 'King Kong' (classic) eller 'Metropolis' nogensinde har fået ens hjerte til at banke, så er filmen om Sky Captain og morgendagens verden ikke til at komme uden om. For her står citater fra kitsch-klassikerne i kø. Den debuterende instruktør har efter otte år ved computerne virtuelt genskabt 1930'ernes naive futuristiske fantasier og derpå sammensmeltet dem med realoptagelser af nulevende skuespillere foran et 'usynligt' blue screen - altså teknikken kendt fra tv-vejrkort og Experimentarium. Det tomme studie tvinger ikke flere nuancer ud af skuespillerne, end en tegneserierude gør. Jude Law i den sammenbidte titelrolle og iført teddybear-flyverjakke og kasket er bedst tilpas alene i cockpittet på sit Warhawk-fly med hajtænder så frygtindgydende som Pia Kjærsgaards. Herfra skal han standse den horde af kæmperobotter, der tordner knusende frem over New York. Mens hans gamle flamme, den ukuelige reporter Polly Perkins - Gwyneth Paltrow iført ironisk blondinesmil, borsalino og stiletter - målrettet går efter solohistorien om robotinvasionens gådefulde udspring - og derfor holder sig tæt i hælene på Sky Captain. Tegneserie ville det ikke være uden et par stereotyper mere: Michael Gabon som bekymret bladchef, Giovani Ribisi som drenget nørdmakker til titelhelten plus Angelina Jolie som en anden gammel flamme, nu læderklædt admiral for en luftflåde af svævende hangarskibe! Og så skurken, selvfølgelig: Bag en stribe gamle europæiske videnskabsmænds forsvinden står - eller svæver! - doktor Totenkopf himself, en forsker lige så formodet stendød som sir Laurence Olivier var, indtil computeren satte strøm til hans dæmonisk smukke ansigtstræk i rollen her. Helheden er lige så umulig at tage alvorligt som den 1930'er-pulp fiction, den udspringer af. Men perlerækken af filmcitater og forrygende sekvenser - fra zeppelinerens svæven ind over de tintede, sort-hvide skyskraberes dybe slagskygger og til de vilde luftdueller og åndeløse undervandskapløb - løfter glimtvis kitsch til kunst og udvider det rene spoof - den groteske genresatire - til ægte spænding i en hæmningsløs hyldest til en teknologisk uskyldig tidsalder.