Efterhånden kender vi den moderne kinesiske koreografi af blodets ballet: Her hvirvler den blindes kniv med dødens sikkerhed mod sit mål i fjendens strube, mens nye fjender i græshoppers mængde kommer svajende gennem bambusskovens top og får himlen til at sortne. I ét langt, overmenneskeligt svæv sætter vor mand eller kvinde da hen over modstandernes sværd, og med øjne i nakken og sværdklingen i et stød bagud under armhulen gennemborer hun den modstander, der samtidig kom bagfra. Blodsporene ligger som dybrød kalligrafi i fjerlette penselstrøg over den nyfaldne sne. Men hvor højt kan en bølge nå, før den kammer over? I dette tilfælde: Kan den kombinerede volds- og skønhedsdyrkelse nå en grænse, hvor den giver bagslag - som højæstetisk spekulationskunst? Spørgsmålet rejses af denne nyeste film af den multiprisbelønnede Zhang Yimou, der, efter værker som 'Under den røde lygte' og 'Vejen hjem', med 'Hero' placerede sig som mesterinstruktør i genren, side om side med 'Tiger på spring'-instruktøren, Ang Lee. Og spørgsmålet er af samme art som over for en Wagner-opera, hvor gru og skønhed også måles efter æstetisk virkning, uhæmmet af trivialiteter som sandsynlighed og tyngdekraft. Alligevel gør både operaen og den ambitiøse martial arts-film jo krav på en menneskelig sandhedsværdi af dybere - eller højere - art. I dette tilfælde om kærlighedens uovervindelige kraft. Zhang Ziyi, der lagde smidig ynde til roller i begge de nævnte film, er den blinde danserinde Mei, men kaptajn Leo fra sikkerhedspolitiet (Andy Lau) anholder hende som spion for oprørsbevægelsen House of Flying Daggers. Vi befinder os i år 859 e.Kr., under Tang-dynastiets forfald. Leos kollega Jin (Takeshi Kaneshiro fra 'Fallen Angels' m.fl.) befrier hende nu på skrømt for via hende at finde organisationens hovedkvarter - begge er de forfulgt af Leo og hans folk, der synes at være under ordre fra højere sted. Af sted går det gennem løvskov og bambustykninger i en art skovenes road movie, fra slag til slag som antydet. Men i kampene for livet vokser kærligheden mellem Mei og Jin sig ægte - tværs gennem deres fortsat falske identiteter. Og da også Leo er besat af hende, venter ikke blot tvekampen mellem de oprindelige kampfæller, nu rivaler. Men i dette regi snarere en trekamp, for den skønne Mei lader ikke politikaptajnerne noget efter i kampkunst. Karatetragediens problem er, at de kærlighedskvaler efter saga- eller western-mønster, der skulle være centrum, mere fremstår som påskud for perlerækken af slagscener. De ér til gengæld perler - også det indledende 'ekkospil' i glædeshuset: Kamufleret som bordelkunde kaster Jin bønner mod en krans af trommer, som den blinde Mei så i en hvirvlende dans anslår med snerten af sine lange ærmeslæb, i samme rækkefølge og kun efter lyden! I sin livsfarlige lidenskab og virtuositet - og med Zhao Xiaodings fantastiske kamerarotation - går dén lige ind i filmhistoriens kapitel om uforglemmelige dansescener, tættere på 'Dirty Dancing' end på 'Top Hat', vel at mærke! Med sin rendyrkning af virkemidlerne og sine referencer og skjulte citater er 'House of Flying Daggers' et uhyre selvbevidst og uden tvivl nyt stilistisk højdepunkt for genren. Men ligesom bølgekammen ligner den også kurvens knæk - hvor den virtuelle tekniks nyskabelser bliver virtuose rutiner, og det udsøgte begynder at blive søgt.