Den gamle dame, Eka (Ester Gorintin), elsker sin søn Otar, der har forladt sin nedslidte hjemstavn, Tblisi i Georgien, hvor farverne og hele fornemmelsen i gaderne konstant synes at lide mod efterår. Familien har franske aner, så Otar er draget til Paris, hvor han ifølge de breve, ledsaget af lidt penge, han sender hjem til Eka, har fået arbejde på en byggeplads. Brevene og de sjældne telefonopkald fra Otar er tilsyneladende Ekas eneste livsindhold. Men en dag kommer en lakonisk besked i stedet for det sædvanlige brev. Otar er død i en arbejdsulykke. Gode råd er dyre for hans søster Marina (Nino Khomassouridze) og hendes på en gang drømmende og benhårde teenagedatter Ada (Dinara Droukarova). De to beslutter sig for at holde dødsfaldet hemmeligt for bedstemor Eka, i frygt for hvad de triste nyheder vil gøre ved den gamle dame. For at opretholde illusionen skriver og læser Ada falske breve op på formfuldendt fransk om Otars eventyrlige tilværelse i Paris. I Georgien lunter livet videre som en skamskudt gråbjørn, skjult bag et usynligt, men godt rustent jerntæppe, lige indtil den dag den livsduelige, stovte og stædige Eka beslutter sig for at drage på sit livs sidste rejse. Hun vil til Paris for at undersøge, hvorfor Otar er holdt op med at ringe til hende. Den franske instruktør Julie Bertuccelli fortæller smukt og lavt stemt sin virkelighedsnære historie fra desillusionens hovedstad, Tblisi, som var Stalins fødeby. De tre kvinder fra hver sin generation portrætteres kærligt og kongenialt med en fornem præstation af den 90-årige Ester Gorintin i centrum som den tunge, gamle Eka med de stadig spillevende pigeøjne, der ser mere, end man tror. Forholdet mellem de tre skildres fornemt i filmens indledende scene, hvor kvinderne sidder på et cafeteria med hver sin kop kaffe. Som den eneste har babusjka Eka en kage på tallerkenen, og hun spiser den triumferende, fulgt af på en gang lidende og næsten hadske blikke fra datteren Marina. Der sidder de så med hver sine hemmeligheder og forskellige holdninger. Filmen kombinerer elegant løgnene i familien med de politiske løgne, der synes at være den endeløse virkelighed i de tidligere sovjetrepublikker. Og budskabet er klart: Løgnene giver kun flere forviklinger og synes at være helt unødvendige. En pointe, som den rolige film tager sig meget god tid til at få fortalt, hvilket til gengæld også er den eneste indvending, man kan have mod en godt konstrueret og fin lille film. Med en anelse vokseværk.