Den første Jytte Rex-spillefilm i 12 år er bogstavelig talt døden nær. Hovedpersonen er en kræftsyg, døende kvinde. Filmen skildrer hende både ude- og indefra. Hendes hendøen fra de kendte fysiske omgivelser blander sig med en drømmende, svømmende tilstand på grænsen til døden. Hun har så at sige et ben i hver lejr i denne overskridelse fra én tilstand til en anden. At der overhovedet ér en anden lejr, og ikke bare et gabende tomrum, er filmens håbefulde budskab. 'Silkevejen' er en fortælling om kærligheden og døden som to former for transcendens. Livets to radikale overskridelseshandlinger. Den ene aktiv. Den anden passiv. Det er i bogstaveligste forstand en vision. En kunstnerisk fremmanen. Som filminstruktør, maler og fotograf er Jytte Rex mere end nogen anden billeddigteren i dansk film. Selv om den er besat med kendte skuespillernavne, er 'Silkevejen' da heller ikke en spillefilm i gængs forstand. Det er en udforskning af en tilstand. Et forsøg på i billede og tanke at overskride grænsen til det, hvorom der ikke kan fortælles med andre ord og billeder end digtningens og drømmens. To tidsbilleder må bringes i spil. Heraklits billede af menneskets tid som en strømmende flod. Den livstid vi hver især er underlagt. Tiden strømmer hurtigere eller langsommere, men den strømmer i samme retning. Og så den mere komplekse tidsforståelse, som den moderne fysik arbejder med. En ganske anderledes uforudsigelig tid i et rum, der heller ikke opfører sig helt normalt! Et klip med fysikeren Holger Bech Nielsen handler om de såkaldte ormehuller, der antyder, at universet byder på mange overraskende smutveje i forholdet mellem rum og tid. Her er fysikken mere på linje med de cykliske religioner end den lineære kristendom. I filmen udpeges kærligheden og kunsten som de menneskeligt tilgængelige ormehuller. Kvindens døde mand (Jens Jørn Spottag) lever videre i hendes bevidsthed. Han er atter hos hende seks år efter sin død. Jo tættere på døden, hun kommer, desto mere konkret fysisk oplever hun hans tilstedeværelse. Kvinden, der er konservator, har arbejdet intenst med at restaurere et selvportræt af den kvindelige renæssancemaler Sofonisba Anguissola. Fire hundrede år adskiller de to kvinder, men den døende kvinde har svært ved at skelne sig selv fra renæssancemalerinden. Kunsten og indlevelsen. Kærligheden og empatien. Det er vores ormehuller. Som billeddigt er 'Silkevejen' et overbevisende værk. Som teoretisk diskurs om transcendens mindre oplysende. Enkelte scener opleves som for tableau-agtige. Lyssværdslugeren hører til i en anden og mere bastant slags film. Oplæsningen af Da Vincis tanker er interessant nok, men oplæsning kommer næsten uvægerligt til at hænge som tunge klunker i filmens silkegardin. Ellen Hillingsøe har et smukt, dramatisk ansigt i hovedrollen. Men på en måde ligner hun for meget et maleri. Et færdigt motiv. Ikke helt prøvet nok. Det er ikke et ansigt, man falder ned igennem. Det er henført. 'Sjælen letter' snarere end 'Døende kvinde'. For det håbefulde, det gennemlyste og det dekorativt blodige kommer på en måde for radikalt til at fjerne det traumatiske og smertefulde fra en film, der trods alt handler om sygdom og død. Den romantiske logik er i orden; Døden falder let, fordi den indebærer håbet om en genforening med en elskede. Men også filmen bliver her næsten for let. Et pust i sivet. En raslen og gliden af silke hen over vandspejlet i en film, der kun kunne være lavet af Jytte Rex. Det er som en drøm: Et billede, der er så subjektivt og unikt, at det er svært at argumentere med. Man må tage det for gode varer eller lade det ligge. De fleste vil nok lade en film, man kun med god vilje kan kalde en spillefilm, ligge. Men de, som vover at kikke med, vil få en oplevelse, der ikke ligner noget andet i filmens verden. Et bravt forsøg på at fremmane en ukendt verden, som ikke desto mindre er et vilkår, alle mennesker vil have til fælles. Jytte Rex citerer Cezanne for »Farverne er Guds kød« og gør i billeder og musik på sin egen kvindelig-æteriske facon, hvad hun kan for at leve op til det. Ormene venter på kødet. Venter ormehullerne på sjælen?