0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

McAmok

Instruktøren Morgan Spurlock besluttede at leve af måltider fra McDonald's i en måned. Hans dokumentarfilm om forløbet er skræmmende og sjov underholdning om den vestlige verdens galopperende epidemi: fedmen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I en måned forfulgte instruktøren Morgan Spurlock sin fikse idé om kun at spise mad fra McDonald's. Det viste sig at være en fed fornøjelse, på den ufede måde. - PR-foto

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Med filmen 'Super Size Me' har den amerikanske instruktør Morgan Spurlock fået McDonald's-koncernen på nakken. For en måned siden indledte McDonald's i USA en kampagne, der tilbageviser nogle af de oplysninger, som instruktøren kommer med i sit store fastfood-ædegilde af en dokumentarfilm.

Filmen bygger på et 30 dage langt eksperiment. Morgan Spurlock besluttede at leve udelukkende af måltider fra McDonald's i en måned. Han skulle prøve alle retterne på menuen mindst en gang. Han skulle spise tre McDonald's-retter om dagen. Og han måtte kun vælge koncernens mægtigste portioner, de såkaldte Super Size-menuer, hvis en ekspedient direkte spurgte ham, om han ønskede Super Size.

Den månedlange diæt er naturligvis så abnorm, at intet fornuftigt menneske ville følge den i det daglige. Derfor kan man ligesom McDonald's indvende mod eksperimentet, at resultaterne af det er usandsynlige. Det ved man imidlertid godt, når man ser Spurlocks film. Man er fuldkommen klar over, at han gennemfører en grotesk, bevidst spiseleg for ved hjælp af tre læger at dokumentere konsekvenserne af Amerikas mest udbredte og spiste fastfood.

Mens Morgan Spurlock bliver federe og federe (+ 8 kilo i løbet af de første par uger), og mens den i udgangspunktet gennemsunde yngre fyr æder, så alt fra kolesteroltal til fedtprocent, blodsukker, nyrer, lever, potens og humør kommer i elendig forfatning i kometfart, bombarderes filmbeskueren med faktuelle informationer af relevant og også agitatorisk værdi.

'Super Size Me' bliver på den måde ikke blot en film om en mand, der formår at nedbryde sin fysiske og psykiske kondition i livstruende omfang på en måned. Det bliver i lige så høj grad en tragikomisk underholdende dokumentarfilm om den vestlige verdens galopperende epidemi: fedme.

Foreløbig er Amerika hårdest ramt af fedmen og alle dens følgesygdomme. 37 procent af børnene og de unge er for tykke, og når diverse eksperter i 'Super Size' opremser konsekvenser fra diabetes 2 til leversvigt, kredsløbsforstyrrelser og depressioner, får man helt naturligt McKvalme.

Spurlock fik ideen til filmen i forbindelse med to overvægtige pigers sagsanlæg imod McDonald's. Pigernes advokat fik afslag på at gennemføre sagen, men filmen spørger polemisk, om det kun er det enkelte individs ansvar at spise sundt. Eller om for eksempel det offentlige via skolevæsenet kunne sørge for, at ungerne får andet end junk til frokost.

'Super Size Me' er en propagandafilm af høj underholdningsværdi. Ikke bare i spisescenerne, der tager appetitten. Også grafikken og musikken er så morsom, at man nemt forstår, hvorfor Morgan Spurlock er blevet amerikansk dokumentarfilms nye sællert.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu