Johnny Cashs dystre dommedagsprofeti 'The Man Comes Around' slår tonen an i 'Dawn Of The Dead'. På en måde rammer den lige i øjet. 'Dawn of the Dead' er en apokalyptisk fortælling, hvor størstedelen af verdens - eller i hvert fald Amerikas - befolkning med lynets hast bliver forvandlet til levende døde og grovædende zombier. Og samtidig er brugen af 'The Man Comes Around' ikke andet end smart stil og koket misbrug. For Cashs undergangsvision er en kristen apokalypse, hvor pointen er, at levende og døde på den yderste dag skal dømmes efter fortjeneste. Hvilket fuldstændig ville ødelægge Zack Snyders bloddryppende spøg. Tænk nu, hvis de rene af hjertet ikke blev forvandlet til zombier, mens de dumme svin pr. definition var dømt til skærsild uden udløbsdato? Det ville fuldstændig ødelægge spændingen i en film, der netop skal leve højt på chok-effekter og uvisheden om, hvem af de stadig færre overlevende der stadigvæk vil være i live i næste scene. Dén går ikke. Det gør Zack Snyder klart fra første scene. Efter at have haft intetanende og lækker sex med sin mand får Ane en brat opvågnen til et ufatteligt mareridt. Både hendes søde datter og hendes blide mand forvandles til frådende uhyrer, der pludselig kun kan se hende som en rød bøf på to ben. Så snart Ane stikker hovedet uden for døren, viser det sig, at hele den fredelige forstad er forvandlet til et bloddryppende tagselvbord, hvor før så fredelige naboer flår hinanden som varulve på speed. Hvor søger en moderne amerikaner hen i nødens stund? Først til sin bil. Og så pronto hen til nærmeste indkøbscenter. Her slår Ane kludene sammen med en håndfuld andre overlevende. Det udvikler sig hurtigt til en belejring, der for amerikanske øjne må lede tankerne i retning af Fort Alamo eller snarere vække ubehagelige minder om ambassadebelejringen i Teheran. Amerikanere i et bølgende fjendtligt menneskehav. Det er skildringen af dette hav af levende døde, dette labile menneskemonster, der er langt det mest uhyggelige i 'Dawn of the Dead'. Langt mere uhyggelig end transformationen fra menneske til zombie, langt mere uhyggelig end flænsede luftrør og ækle zombie-børn, langt mere uhyggelig en uvisheden om, hvem der er smittet. Mumlende tøffer mængden rundt om indkøbscenteret, indtil det øjeblik et levende menneske uforsigtigt vækker blodtørstens instinkt. Det er også i skildringen af de belejrende zombier, at Zack Snyder har mest held med at finde og holde balancen mellem gys og makaber humor. Det bliver en sport for de belejrede at pløkke zombier. Især dem, der er kendt fra tv. Vil de overleve? Vil de undslippe? Er der noget sted at flygte hen? Den elementære del af spændingen fungerer udmærket, men rigtig uhyggeligt bliver det ikke. Det sørger den makabre ironi for. Det svækker filmens potens, at den leverer en halvkvædet vise, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt zombie-epidemien bare er sort uheld for menneskeheden, eller om det er et spørgsmål om akkumuleret skyld. Vi skal fryde os, når ofret får løn som forskyldt. Vi skal skynde os videre, når det ikke er tilfældet. For det er jo ikke alvor. Det er en spøg. Et udslag af en helt igennem barsk form for humor. Komedier er ikke, hvad de har været, men Zack Snyder kan le hele vejen til Blodbanken.