Fra at være ældre professor i Bram Stokers 'Dracula' er Van Helsing blevet forvandlet til en spændstig superhelt med langt, bølgende hår og sejt lædertøj. Og sådan er det hele vejen igennem. Den snigende gotiske uhygge er blevet erstattet af computeranimerede monstre og helte, der svinger sig i kæder og reb, som om det i virkeligheden var Tarzan, der var endt i Transsylvanien. Tarzan er imidlertid en af de få figurer, der ikke har fundet vej til Stephen Sommers' første udspil efter 'Mumie'-filmene. Frankenstein, hans Monster og ligrøveren Igor er der. Nu ansat hos Dracula. Samt Mr. Hyde, der af uransagelige årsager optræder i rollen som Klokkeren Fra Notre Dame med blus på cigaren. Sommers har trommet Ulvemanden og de andre gamle monstre sammen, men han har også gakket til en hærskare af nyere filmmytologi. Munken Carl forener 'Rosens navn' med den opfindsomme Q fra James Bond-filmene. 'Alien' har heller ikke levet forgæves. Og så videre og så videre. Tankegangen stammer fra gamle B-film, og den stammer ikke mindst fra Marvel Comics & Co; en rigtig drengetankestreg - hvad ville der ske, hvis Lynet bliver uvenner med Grønne Lygte? Hvis Superman bliver sur på Batman? Eller - wauuv! - hvis Dracula møder Frankensteins monster! Som det i øvrigt allerede flere gange er sket på film. Med et budget, der snildt overstiger Transsylvaniens bruttonationalprodukt, er 'Van Helsing' blevet en veritabel monster-catwalk, men i modsætning til de bedste B-film har 'Van Helsing' hverken uhygge eller ubehjælpsomhedens charme. Faktisk er 'Van Helsing' beskæmmende lidt skræmmende. Richard Roxburgh spiller Grev Dracula, så betegnelsen 'levende død' får en ny uheldssvanger betydning. At se en yuppie forvandle sig til en enorm gummiflagermus med tandsæt som en lygtefisk er noget af et anti-klimaks. Hugh Jackmans Van Helsing gemmer på en skæbnesvanger hemmelighed, men det får ingen som helst betydning. Den såre menneskelige smerte, der gjorde Jackman til så fremragende en Jærven i 'X-Men', ser man intet til. Uden en menneskelig dimension bliver monstre og helte blot gummiænder med hugtænder og muskelbundter. Pointen og vel også attraktionen ved 'Van Helsing' er, at filmen nu hånd i hånd med de interaktive spil har overtaget tegneseriens rolle som drengefantasiens uhøjtidelige tumleplads. Kun fantasien sætter grænser, men netop evnen til at trække en grænse, så fantasien folder sig ud som fortælling, formår Sommers ikke. Filosofien er, at det bare er enormt cool at stoppe monsterpølsen til bristepunktet. Nedturen i 'Van Helsing' er, at taktikken bliver udført med så lidt fornemmelse for stil og så nedslående en mangel på sans for, hvordan man skaber en figur med en pirrende mytologi. Som figur er Van Helsing et flop, Dracula minsandten anonym og Kate Beckinsales sigøjnerprinsesse Anna højhælet affald fra 'Charlie's Angels'. Vil man have uhygge, bør man i stedet læse de første fem sider af Bram Stokers 'Dracula'. Der sket ikke noget, men de små hår rejser sig. I 'Van Helsing' sker der en hel masse hele tiden, men de små hår bliver nok så pænt liggende, mens den søde hugtand stopfodres med monsterpølse.