Smil gennem tårer

Lyt til artiklen

Først aflivning af en eventuel mistanke om fejlcasting af Julia Roberts i en film med denne titel: Vel er hendes væg til væg-smil noget af det fjerneste, man kommer fra Mona Lisas verdensberømte lille gådefulde hønserøvstræk på smilebåndet - men titlen drejer sig heller ikke - ud over banale komplimenter fra en sweettalking bastard - om hovedpersonen. Men derimod om kravet til kvinders facade: Smil, hold hus og hold kæft - glad eller ej. Den parole gælder på Wellesley College i New England i 1953, hvor Roberts som nyansat lærer i kunsthistorie møder en flok kommende kvindelige akademikere, en årgang midt mellem Mary McCarthys i romanen 'Gruppen' om Vassar College i 1930'erne og 40'erne, og så Hillary Clintons studietid på selv samme Wellesley i 1960'erne. Men studinernes akademiske ærgerrighed overskygges af deres forventninger om mand og børn samt mistillid til, at man kan kombinere husmorkald og karriere. Så den 30-årige ugifte Katherine Watson og hendes uforfærdede syn på moderne kunst og ditto kvindeliv er en udfordring for duksepigerne og deres kontrolliderlige, selvfornægtende mødre. Forståelsen for Jackson Pollocks kunst gør hende nærmest revolutionær, og klamrer hun sig ikke kun til karrieren, fordi ingen mand vil have hende? Næ, omvendt. Det viser nogle løst skitserede affærer omkring den behageligt afdæmpede, om ikke lynende dybsindige Julia Roberts. Også de studerendes kærlighedsliv - Kirsten Dunst som den mest bigotte, Maggie Gyllenhaal som modig, men ulykkelig frigjort plus et par andre gode - er skuffende dusinvare. En lesbisk kollega forsyner de hormonkulrede unge piger med pessar, men dét er jo opfordring til promiskuitet! Kun i øjenkrogen anes disse års hysteriske kommunistforskrækkelse og koldkrigspolitik, sædeskildringen fokuserer snævert på tidens jomfrutro og dobbeltmoral, akkompagneret af sæbereklamernes lumre stereotypi: Doris Day-dubletter uden ånds- eller underliv. Men ingen senere periodes kønsroller og politiske berøringsangst har nu lignet 1950'erne så meget som vort nuværende årti, så kernen i historien - mænd er upålidelige skvat, men kvinde er dog kvinde værst - gør denne lovligt velsmurte, kun moderat modige film lidt mere aktuel og interessant end bare nok en 'Goodbye, mr. Chips' eller 'Døde Poeters Klub'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her