Med en bogstaveligt blændende fotografering - fra tusmørkepanoreringer over Wounded Knee Creek efter massakren til nærbilleder af den arabiske ørkensol i zenith - og et erfarent underspil i hovedrollen er denne genrebastard af en hesteopera imod alle odds blevet et charmerende og gribende enkelt, ja, enfoldigt epos om en mand og hans hest og deres fælles standhaftighed - viljen til sejr. Nærmest mirakuløst. For galleriet består af griske hvide mænd over for godlidende indianerhøvdinge i Det Vilde Vest, snart udskiftet med Mellemøstens tilslørede prinsesser, venligtsindede negerslaver og rivaliserende sheiker med det hele - dvs. gråt skæg for ærlighed, spids sort fip for bedrageriskhed, osv. Føj hertil den storblissede præriemustang, der lyder det lavadelige navn Hidalgo, som kommer på et fløjt fra ejeren, fhv. Ponyekspres-postbud Frank Hopkins, og som over for arabisk fuldblod skal forsvare titlen som verdens bedste langdistancehest. Det sker i ørkenvæddeløbet Det Flammende Hav, 3.000 miles gennem arabisk ørken langs Iraks grænse til Syriens middelhavsstrande. Med sandstorm, græshoppesværm, udtørrede oasebrønde og hele svineriet. Ikke sandt: Hopalong Cassidy møder Den Sorte Hingst? Nej, så alligevel ikke, for der er et fravær af enhver beregning i alle klicheerne og fordommene, en slags naiv naturrespekt, som understøttes af Shelly Johnsons pragtfotografering. Men som navnlig glider ned, fordi Viggo Mortensen spiller sin første rolle siden Aragorn med erfarent og enkelt understatement, der gør det skulende blik og de sprukne læber troværdige. I stedet for at blive Marlboroughmanden på chartertur til Mellemøsten anno forrige århundredeskifte overbeviser han som den fåmælte, alkoholiseringstruede Buffalo Bill-artist, hvis sidste værdighed er knyttet til hesten, halvblods som han selv. Hans stamina slår fuldblodet, tiltrækker både Zuleika Robinsons ørkenprinsesse og Louise Lombards træske engelske lady - og skaber tillid hos den gamle sheik, Omar Sharif, der nu også har en svaghed for vild-vest-hæfter og Hopkins' Colt-pistol. Sammen med væddeløbets elementære spænding rækker det til, at to timer og et kvarters spilletid nok er lidt for langt, men ingen ørkenvandring! En førstepræmie for etniske fjendebilleder truer jo lige bag ørkenklitternes flimrende synsrand, midt i tidens politiske dæmonisering af islamisk kultur og heroisering af seksløberkulturens 'retfærdighed'. Men det lykkes 'Hidalgo' at indkapsle sig i fiktionens troskyldighed som et enfoldigt og sentimentalt, men alligevel stærkt basaldrama om to menneskesyns sammenstød:skæbnetro over for viljens kraft.