Kun igennem kærligheden kan vi sætte hinanden fri. Verden er en scene, og vi er alle sammen, mere eller mindre bevidst og talentfuldt, skuespillere på den. Det er disse to betragtninger, den ene romantisk-idealistisk, den anden nøgtern-filosofisk, Erik Clausen har skabt sin nye film 'Villa Paranoia' ud fra. Plus selvfølgelig en masse andre betragtninger, for det ville ligne Erik Clausen skidt, hvis han ikke lige undervejs fik luftet sine synspunkter på racisme, kommercialisme, konformisme og andre dumme ismer. Altså en typisk Erik Clausen-film? Både-og. Den djærve humor og den bastante stillingtagen er årgangs-Clausen. Men samtidig er 'Villa Paranoia' også lavet af en Erik Clausen, der vil gå nye veje. Helt præcist hvor de skal føre ham hen, er man til gengæld stadigvæk lidt i tvivl om, da filmen er spillet til ende. 'Villa Paranoia' har tre hovedpersoner. Erik Clausen spiller selv kyllingefabrikanten Jørgen. Fritz Helmuth spiller hr. Walentin, Jørgens lallende gamle far. Sonja Richter er den rod- og arbejdsløse unge skuespillerinde Anna, der bliver sat til at passe hr. Walentin og snart opdager, at der er mere liv i grønsagen, end man skulle tro. Tre mennesker, som den moderne danske tilværelse har ladet sejle sin egen sø. Jørgen er ensom og følelsesmæssigt nedgroet. Et resultat af et tavst og traumatisk forhold til faderen kombineret med den umenneskelighed, der opstår, når man som moderne landmænd har lært at leve med, at levende dyr af kød og blod er blevet forvandlet til talstørrelser og produktionsenheder. Hr. Walentin er overladt til sig selv. Ensom, som gamle mennesker får lov at blive ensomme i vore dage. Anna har svært ved at skelne mellem skuespil og virkelighed. På en måde jo grumme temaer. Det har tilsyneladende været Clausen magtpåliggende, at humoren ikke måtte blive for afvæbnende. Der skal være mørke og bid midt i munterhed og satire. Men 'Villa Paranoia' virker famlende i sit forsøg på at balancere humoren, alvoren og det groteske. Fordi filmen ikke har gjort op med sig selv, hvad den er for en størrelse. Fritz Helmuth giver et stærkt billede af den gamle Walentin. Et spidsfindigt portræt af en obsternasig drillepind formummet som grønsag. Men meget mere end et billede kan det ikke blive, for far-søn-historien vil ikke folde sig ud i dybden. Der er en fundamental ubalance i rollefordelingen. Clausens kyllingefabrikant er hovedpersonen. Det er relationen til Jørgen, der definerer begivenhederne, men det er, som om Jørgen med vold og magt ikke skal fremstå som hovedpersonen. I stedet bliver det snarere Anna. Hvilket giver Sonja Richter vanskelige vilkår, al den stund hun står med en hovedrolle, der egentlig kun er tegnet op med en birolles få streger. Alt sammen er med til at understrege skuespillets springende karakter. Clausen har sin egen velkendte og ufravigelige stil, og den har det ikke let over for en Fritz Helmuths selvfølgelige pondus og klarsyn. Sidse Babett Knudsen får til gengæld lov til at spille karikeret komedie. Hvilket paradoksalt nok på en måde får debutanten Søren Westerberg Bendtsen til at stå stærkest næst efter Helmuth. Han er så indlysende amatør, at han i rollen som den bløde bøf Kenneth gebærder sig med en troskyldighed, der vinder igennem på baggrund af den professionelle stilforvirring. Molières 'Den indbildte syge' bliver brugt som et gennemgående tema. Den gamle hr. Walentin er filmens indbildte syge, men filmen kan også ses som et opråb til patienten Danmark, der er forfaldet til at vånde sig over alle sine selvpåførte dårligdomme. Så tag dog og elsk hinanden, lyder opfordringen. Gemt i 'Villa Paranoia' ligger en Clausen-komedie om behovet for at komme hinanden ved igen. Hvad er det egentlig, der står i vejen? Men heller ikke denne enkle opsang går rent igennem. En ubehagelig voldtægtsscene munder ud i en pænt sagt speget konklusion. Andre steder er der scener, som skarpe og morsomme er langt nemmere at gå til og nyde. Men hele tiden er man i tvivl om kursen på kompasset. Er det for sjov eller for alvor? Er det en protestsang eller en højsang? Bedst fungerer skizofrenien i de mest uroligt ulmende af filmens billeder. For det er en film, der rummer billeder af ensomhed, man ikke lige glemmer. Billedet af Fritz Helmuth, der sidder og savler med tårer i øjnene. De larmende stille stuer. Billedet af Jørgen, der står mere alene i verden end Palle og ser ud ad vinduet i klodens ensomste stuehus. Erik Clausen har fået færten af en ny, hudløs intensitet, men bliver alt for let distraheret af sine egne indfald. Som når indskudte 'Lennart Nilsson'-billeder af celledeling og hjertets indre kabunk-kabunk skal fortælle, at det hele, liv, død og sex, bare er biologi. Hvad er pointen med dét, når pointen i øvrigt tilsyneladende er, at det kun er kærligheden og tilgivelsen, der kan give det hele mening? Hvis 'Villa Paranoia' kunne have holdt en tone lige så godt som Kim Hyttels stemningsfulde og inciterende underlægningsmusik, så ville der være tale om et nyt spændende kapitel i en lang karriere. Som det er nu, bliver 'Villa Paranoia' stående i det uklare. Som det før er sket for Erik Clausen, når de kunstneriske ambitioner kommer i karambolage med det sikre talent for at fortælle en vedkommende historie fra a til b. Som han sidst så suverænt gjorde det i 'De Frigjorte'. Som han bestemt ikke gør det i sin flagrende fortælling om nudanskhedens frit faldende solister. »Vi har sgu da alle sammen vores hemmeligheder«, lyder en replik. Det kan nok passe. Problemet er, at man egentlig ikke føler, man er kommet tættere på personerne og deres motivverdens inderste hemmeligheder, da filmen er forbi.