Det er ikke nogen nyhed, at børns verden er blevet invaderet af voksne forbrugsvaner og tankesæt. Ikke mindst pigerne bliver tidligt små voksne. Af samme årsag er det en helt oplagt strategi at lave film, man efter temperament kan kalde forvoksede børnefilm eller barnlige voksenfilm. Herhjemme er det indlysende eksempel 'Anja Efter Viktor'. 'Uptown Girls' er en anden slags film, men opskriften er genkendelig; hovedpersonen er på papiret voksen, men 'fortalt' for børn. Molly Gunn (Brittany Murphy) er ung, smuk og tilsyneladende stenrig med fryserummet fyldt med pengesedler. Som datter af en afdød guitarhelt lever hun som en prinsesse i en kæmpemæssig lyserød tårnlejlighed på Manhattan alene med en sød lille grisebasse som kæledyr. Men Molly er barnlig og naiv. Det kommer som et chok, da hun med ét slag mister alle sine penge. Hun må flytte fra sit palads af en lejlighed og prøve at tjene til føden. Selv om hun aldrig har arbejdet og intet kan. Det lykkes hende dog at blive barnepige for den 8-årige Ray (Dakota Fanning), der er snobbet, sippet, gammelklog, følelsesmæssigt forsømt og, hvis man ser bort fra det biologiske æggeur, på alle måder ældre end sin barnepige. Plottet går derfor ikke overraskende ud på, at de to må bytte plads i livet. Molly skal lære at blive voksen uden at miste sit indre barn. Ray skal bare lære at blive et barn og ikke en unaturlig og derfor ulidelig mini-voksen. Hun skal med andre ord holde op med at opføre sig som den målgruppe, filmen målrettet henvender sig til. Nemlig 10-12-årige piger med mobiltelefonen limet til øret og blikket stift rettet mod et kommende liv som manøvredygtig singlesild. 'Uptown Girls' lanceres som en ungdomskomedie, men er i virkeligheden snarere det pink eventyr om den søde svineprinsesse henvendt til de piger, der lige præcis endnu kun drømmer om at blive unge voksne. Rundt om den indimellem ganske morsomme tvekamp mellem Molly og Ray finder man en tyndbenet handling, der bl.a. involverer australske Jesse Spencer, der spiller den følsomme rockmusiker Neal som en nødtørftigt forklædt Ken til Brittany Murphys kejtede Barbie. Filmen er instrueret af Boaz Yakin, der ellers tidligere har lavet rigtige film, og er fotograferet af Fassbinder-veteranen Michael Ballhaus. Måske har Ballhaus taget tjansen for at mærke suset fra den næsten surreelle forudsigelighed, der kendetegner hovedparten af amerikanske børne- og ungdomsfilm.