Du har gennemgået dit studie i teologi. Du har læst døre op og stolper ned om Faderen, Sønnen og Helligånden. Du har gået på pastoralseminarium og lært, hvordan man skal gøre i praksis. Du har ikke mærket noget. Men du har også lært, at det med Gud befinder sig i teksternes bogstaver, i dit eget tilværelsesforhold og i de ræsonnementer, andre har gjort før dig. Du har ikke andet end hån tilovers for folk, der dyrker åndeligt dit og dat. Og så alligevel. Det var jo ikke bare, fordi du ville være en pædagog sendt i byen af en kristen tradition. Som hver søndag rutinemæssigt skal administrere nadverens mystiske budskab. Der var jo noget andet. Noget som forbliver skjult og tavst bag de lærde værker og de skråsikre stridsmænd. Noget som i mørke stunder får dig til at tvivle på din adkomst til at prædike nåde som helst. Det er i dette moderne dilemma, manuskriptforfatterne Kim Fupz Aakeson og Annette K. Olesen placerer hovedpersonen Anna i. Engang var den oplagte konflikt at lokke præsten på afveje med farlig erotik. I dag er provokationen paradoksalt nok at vifte præsten om næsen med Gud og miraklerne. Hvad nu hvis de virkelig findes? Anna tager fat på sit første job som fængselspræst med iver, men hele konstruktionen vakler, da hun for første gang bliver konfronteret med det religiøse i en form, der ikke kan gøres rede for i nogen lærebog. Anna møder - måske - miraklet. I sin mest provokerende form. Forbrydersken Kate »har noget med Gud«, som det hedder. Hvorfor kan lige netop hun tilsyneladende helbrede ved håndspålæggelse og se lige igennem folk? Hvorfor har netop hun, synderinden, der ikke nævner Gud med et ord, fået visioner? Medmindre forklaringen da bare er speedpsykose. Når folk går på nedtrapning ser de både engle og Gud, forklarer en fængselsbetjent nøgternt. Men adkomsten til åbenbaringer har altid været et faretruende element i den kristne mystik. Åbenbaringen man ikke kan læse sig til eller gøre sig fortjent til. Åbenbaringer undergraver hierarkier og fornuftsreligion. Har man læst Per Olof Enquists 'Lewis Rejse' om den svenske pinsebevægelse, glemmer man ikke beskrivelsen af de kvaler, det volder bevægelsens leder Lewi Petrus, da han ikke, alle sine gudfrygtige kvaliteter og fortjenester til trods, selv får syner og henrykkelse. Anna reagerer nysgerrigt på rygtet om Kates evner. Måske endda med en uerkendt misundelse. Så fortæller Kate Anna, at Anna er gravid. Noget præsten ellers helt havde opgivet. Først bliver Anna lykkelig. Hun er parat til at tro på både Kate og Gud. Men det forandrer sig, da der tilstøder komplikationer. Hvad bilder Kate og Gud sig ind at have noget sammen, når Kates forbrydelse hører til de værst tænkelige! Skal skyld og straf og retfærdighed da ikke hænge sammen? Men 'Forbrydelser' er ikke primært en religiøs film. Sandheden om karakteren af Kates evner står hen i det uvisse. 'Forbrydelser' er et menneskeligt drama om, hvad der sker, når et rationelt menneske, der har viet sit liv til en irrationel tro, pludselig bliver taget på ordet. Det religiøse tema er beskrevet udefra, men med en sikker psykologisk sans for den religiøse dimensions provokerende element. Det er med andre ord i høj grad en tidssvarende fortælling al den stund, at der for hver dag kommer stadig flere kunder til hylderne i det religiøse supermarked. Det er således også et manuskript, der er skrevet ud fra en idé, snarere end ud fra en ambition om at beskrive fængselsmiljøet indefra. Miljøskildringen virker skarp nok, men 'Forbrydelser' er ikke i den forstand en socialrealistisk film. Den er et eksistentielt drama, hvor dogmefilmens hudløse æstetik er koblet sammen med en udpræget litterær konstruktion. Det er måske her, man finder en af forklaringerne på dansk films særpræg i disse år. Det ligner måske nok virkeligheden til forveksling, men som i 'Arven' er manuskriptets skærpede konflikter litterære snarere end virkelighedstro. Det er ikke engageret socialrealisme, men fortællekunst, der betjener sig af den sociale realisme som ramme om tidløs menneskelig dramatik. En vigtig brik er Lars Ranthe, der særdeles velspillende som Annas kæreste Frank holder fortællingens jordforbindelse. Ann Eleonora Jørgensen er helt rigtig som Anna. Hun ligner denne helt igennem menneskelige klippe af en kvinde, der ikke er stærkere i troen, end at hun kun er et tvivlsomt mirakel fra at miste besindelsen. Sværere er Trine Dyrholms centrale rolle som Kate. En rolle der netop ikke er psykologisk, men snarere ikonografisk. Hun er et billede på noget, vi ikke kan kende sandhedsværdien af. En synder. Måske en helgen. Måske begge dele. Hun må stå til troende. Dyrholm klarer flot denne vanskelige passivrolle. Det er her i mødet mellem det psykologiske og det magiske, at filmen har sit sprængstof. Anna bliver placeret i en akut situation, hvor en almindelig skepsis ikke længere kan bære. Hun må tage springet ud i troen eller miste håbet om nogensinde at kunne gøre det. Ann Eleonora Jørgensens menneskelige kvababbelser over for Trine Dyrholms uudgrundelige fåmælthed er en svær balancegang for Annette K. Olesen. Men den holder, og det fungerer. Den rustikke dogmeæstetik og de følelsesrå skuespillerpræstationer passer naturligt sammen. Faktisk er 'Forbrydelser' en af de dogmefilm, hvor konceptet har virket forekommet mest oplagt og naturligt. En kvindelig præst som prædikant for de faldne kvinder er et holdbart billede, når bare rammerne er upolerede. Fupz Aakesons smidige repliksans fornægter sig ikke, og det er lige før man har svært ved at acceptere, at så ubesværet et sprog kan føre til så bitter en tragedie. 'Forbrydelser' er en mørk fortælling, der kan virke demonstrativ i sin gåen imod den noget opreklamerede feel good-bølge. Men det virker efter hensigten. Slutningen er næsten afsnubbet, men falder med tør præcision. 'Forbrydelser' er en stærk lille film. Hvis man skal holde sig inden for den litterære terminologi; ikke en stor og omfattende roman, men en fortættet og uhyre velskrevet novelle.