Børnemagt

Den niårige Elina nægter at bøje sig for voksenverdenens krav om underkastelse. - Foto: Paradis Film.
Den niårige Elina nægter at bøje sig for voksenverdenens krav om underkastelse. - Foto: Paradis Film.
Lyt til artiklen

Skulle man sætte idealet for den humanistiske børnefilm på formel, kommer man næppe meget tættere på end Klaus Härös 'Elina - som jeg ikke fandtes'. Det er historien om den stolte og stivnakkede Elina, der nægter at bøje sig for en uforstandig voksenverdens krav om underkastelse og disciplin. Filmen foregår i det nordligste Sverige i begyndelsen af 1950'erne. Bortset fra en enkelt bil eller to er det stadigvæk i de ikke særlig gode gamle dage. Efter at have mistet sin far og vundet kampen mod tuberklerne, vender den niårige fattigpige Elina tilbage til skolen. Skolen er svensk og frøken Tora Holm ser det som sin mission i livet at bringe svensk kultur til finneungerne i ødemarken. Missionen er vigtigere end pædagogikken. For finsk er bandlyst i skolen. Takket være Elinas ubøjelige retfærdighedssans kommer hun og den almægtige frøken Holm snart på kant. Det udvikler sig til en opslidende tvekamp, hvor frk. Holm efterhånden lader, som om Elina er luft. Også hendes søster dukker nakken, og så er Elina helt alene bortset fra hendes døde far, som hun snakker med midt ude på mosens gyngende grund, hvor ingen andre vover at komme. Elina er den lille i en ulige kamp, men hendes stædighed er stor. Og så får hun en i begyndelsen tøvende forbundsfælle i den flinke og forsigtigt moderne nytiltrådte lærer Einar Björk. Den gode lærer. Endnu en figur fra børnefilmens kasse med stereotyper. Det gennemført forudsigelige i handlingen bliver modsvaret af lige så forudsigelige billeder. I 'Elina' er alle rammer på alle måder firkantede, og selv armoden er mere køn end grim. Men tøv en kende! For det er en form for forudsigelighed, der ikke nødvendigvis er nogen forbrydelse i en film, der i særdeleshed også skal ses af børn. Det handler nemlig også om at skabe fortrolighed, tryghed og fast grund under fortællefødderne. Med smukke naturbilleder og fint naturalistisk spil hos pigerne Natalie Minnevik (Elina) og Tind Soneby (Elinas lillesøster Irma) bliver Bibi Andersson som benhård overlærerinde ikke Härös eneste trumfkort. Ordet børnefilm undgås omhyggeligt i pressematerialet, men jeg tror, mange børn vil blive grebet af Elinas dilemma. Tørsten efter retfærdighed er et tema, der kan gøre alle raske drenge og piger tørre i halsen af harme. Tilsvarende mange voksne vil til gengæld nok efterhånden flytte sig lidt uroligt i sædet. Så 'Elina' er en på alle måder ordentlig og redelig lille film, der med lidt mere vovemod og fantasi også ville have kunne være mere end det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her