Skulle man sætte idealet for den humanistiske børnefilm på formel, kommer man næppe meget tættere på end Klaus Härös 'Elina - som jeg ikke fandtes'. Det er historien om den stolte og stivnakkede Elina, der nægter at bøje sig for en uforstandig voksenverdens krav om underkastelse og disciplin. Filmen foregår i det nordligste Sverige i begyndelsen af 1950'erne. Bortset fra en enkelt bil eller to er det stadigvæk i de ikke særlig gode gamle dage. Efter at have mistet sin far og vundet kampen mod tuberklerne, vender den niårige fattigpige Elina tilbage til skolen. Skolen er svensk og frøken Tora Holm ser det som sin mission i livet at bringe svensk kultur til finneungerne i ødemarken. Missionen er vigtigere end pædagogikken. For finsk er bandlyst i skolen. Takket være Elinas ubøjelige retfærdighedssans kommer hun og den almægtige frøken Holm snart på kant. Det udvikler sig til en opslidende tvekamp, hvor frk. Holm efterhånden lader, som om Elina er luft. Også hendes søster dukker nakken, og så er Elina helt alene bortset fra hendes døde far, som hun snakker med midt ude på mosens gyngende grund, hvor ingen andre vover at komme. Elina er den lille i en ulige kamp, men hendes stædighed er stor. Og så får hun en i begyndelsen tøvende forbundsfælle i den flinke og forsigtigt moderne nytiltrådte lærer Einar Björk. Den gode lærer. Endnu en figur fra børnefilmens kasse med stereotyper. Det gennemført forudsigelige i handlingen bliver modsvaret af lige så forudsigelige billeder. I 'Elina' er alle rammer på alle måder firkantede, og selv armoden er mere køn end grim. Men tøv en kende! For det er en form for forudsigelighed, der ikke nødvendigvis er nogen forbrydelse i en film, der i særdeleshed også skal ses af børn. Det handler nemlig også om at skabe fortrolighed, tryghed og fast grund under fortællefødderne. Med smukke naturbilleder og fint naturalistisk spil hos pigerne Natalie Minnevik (Elina) og Tind Soneby (Elinas lillesøster Irma) bliver Bibi Andersson som benhård overlærerinde ikke Härös eneste trumfkort. Ordet børnefilm undgås omhyggeligt i pressematerialet, men jeg tror, mange børn vil blive grebet af Elinas dilemma. Tørsten efter retfærdighed er et tema, der kan gøre alle raske drenge og piger tørre i halsen af harme. Tilsvarende mange voksne vil til gengæld nok efterhånden flytte sig lidt uroligt i sædet. Så 'Elina' er en på alle måder ordentlig og redelig lille film, der med lidt mere vovemod og fantasi også ville have kunne være mere end det.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
»Han er virkelig intelligent og en meget snu politisk aktør«, og han kan blive et kæmpe problem for Trump
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview