Hans Fabian Wullenweber stod bag den effektive og veldrejede 'Klatretøsen'. Action for børn er imidlertid mildest talt ikke et spor, Wullenweber forfølger med sin anden spillefilm 'Tvilling', der næsten demonstrativt er lige så tvetydig og eksperimenterende, som 'Klatretøsen' var entydig og kontant. Hvis målet har været at undslippe bås og spændetrøje, må det siges at være en vellykket strategi. Efter at have bevist sin gennemslagskraft som kommerciel filmmager med frisk pust i åndedraget, har Wullenweber taget et hovedspring ud i de vilde billedeksperimenter og lavet en film, der sammenlignet med den danske hverdagskost er både fortænkt, forskruet og forfriskende. Det er hverken tilfældigt eller upassende, at de offentlige støttekroner i projektet kommer fra Det Danske Filmværksted, hvor man gerne giver husly til de egensindige billedmagere, og hvor Wullenweber tidligere har haft sin faste gang. Den er noget for sig selv, den billedside Wullenweber og hans fotograf Jacob Kusk skaber i 'Tvilling'. Kameraet tilter og vender på hovedet, mens billedet knitrer og knaser lystigt. Tør realisme veksles pludselig til magisk, og indendørs nyder man interiører, der kan være både rå ind til benet og så sprøde og skønne som brokade. Formen svarer til indholdet: Her er der nemlig heller ikke noget, der ikke kan blive vendt på hovedet i næste sekund. Intet der kan siges at være normalt. 'Tvilling' starter med et anslag som til et psyko-gys. Janus Nabil Bakrawi, der har skrevet manuskriptet sammen med Wullenweber, spiller den mistænkeligt almindelige Lars (Janus Nabil Bakrawi, der lidt for pligtopfyldende passer sit job i benzintankens døgnkiosk. Lars er hemmelig forelsket i den smukke blondine (Trine Dyrholm) Julie, der jævnligt kommer på tanken med sin tjekkede mand. Parret Julie og Søren bor belejligt nok i samme opgang som Lars. I stort og småt kopierer Lars blondinens kærlighed. Som om han forberedte sig på at skulle overtage hans plads. Stand-in for Julies Romeo. Hjemme venter forklaringen på Lars-drengens mærkværdigheder. Hans handikappede mor (Lene Tiemroth) sidder som et klæbrigt blodsugende væsen i sin rullestol og på sit bækken. Siddende her kræver hun al hans opmærksomhed og kærlighed og kaster sin egen kærlighed på sønnen med paralyserende kraft. Tankespringet er psyko-logisk: Når nu mor selv siger, han er den dejligste i verden, hvorfor tilhører blondinen så en anden og ikke ham? Men netop som man tror, man skal se en variant af 'Offer for en samler', bevæger 'Tvilling' sig i overraskende retninger. Julies mand forsvinder belejligt, men bag facaden er Julies verden en helt anden, end hvad Lars havde drømt om og forestillet sig. Både værre og bedre. 'Tvilling' er en mærkværdig bastard. En skæbnefortælling, der snuser en udviklingshistorie i hælene. En psykologisk thriller, der blander Romeo og Julie med pludselige farce-elementer. Plottet er stringent nok tænkt, men på samme tid lige så uigennemskueligt og dristigt et sammensurium som den billedstorm, historien udspiller sig i. Her bor de gale, melder 'Tvilling' og mere end flirter med de absurdistiske fortællere. Bakrawi får skabt en god tyngde af neutralitet i sin Lars-figur, mens Trine Dyrholm dygtigt reagerer på det mareridt og de drømmesyner, hendes liv har forvandlet sig til. Men i længden synes jeg, man kommer til at savne en figur, der ikke er enten skør, sær eller vanvittig af sorg. Wullenweber skaber et kaos, der reflekterer fortællingens følelsesmæssige kaos, men dette kaos bliver også et morads, som filmen til syvende og sidst bliver hængende i, da den også gerne vil realisere sig som kærlighedshistorie. Dét bliver trods alt for tosset! I en film, der mere har mere karakter af talentfuldt visuelt eksperiment end af medrivende fortællekunst.