Vejen til en mands hjerte går muligvis stadig gennem maven, men vejen til hans bankbog begynder vist en etage længere nede. I hvert fald for Marylin (Catherine Zeta-Jones), der er gået ind i ægteskabet med dummernikmillionæren Rex Rexroth (Edward Herrmann som det harmløst egoistiske fjog) med blikket under de lange øjenvipper stift rettet mod skilsmisse og givtig bodeling. Hun er professionel i dén metier, medlem af en Hollywoodpigebande af golddiggere. Men hun har gjort regning uden Miles Massey (George Clooney), en troldmand af en skilsmisseadvokat, som får Rex af krogen, selv om han er blevet videofilmet i færd med at lege futtog med en yngre veninde på et motelværelse. I filmens veloplagte optakt har vi set ham udføre det modsatte kunststykke: redde hele formuen til den kone, der blev grebet og fotograferet på fersk gerning med poolmanden, og tilsvarende ruinere den bedragne ægtemand (Geoffrey Rush i endnu en skøn og skør birolle, bare for kortvarig). Når Miles er lige så røget, som Marylin er speget, og begge har sans og respekt for modpartens målrettede, perfekte performance i den givne rolle, må det jo ende som en duel. Med sit ny offer dukker hun op hos Miles for at underskrive den vandtætte Masseyversion af en ægtepagt - hvor ingen af parterne ved skilsmisse får andet med sig ud, end hun/han har bragt ind. Hvorfor? Elsker hun ligefrem Texasbonderøven (Billy Bob Thornton) og ikke kun hans oliemilliarder? Næ, pagten er blot den udfordring, der får hende - mesteren - til at yde sit ypperste. Og så er banen ryddet til sidste styrkeprøve mellem Marylin og Miles, pokerface til pokerface. Omsider. Dén duel har vi nemlig sat næsen op efter for (lidt for) længe siden. Ligesom vi forudser forløbet af de enkelte gags i lidt for god tid. Og jo også godt véd, hvordan det skal ende mellem de to, selv om magt og afmagt skifter udspekuleret mellem dem til det sidste. De har virkelig hjerter af guld - hårde, blanke, lige til at veksle til kontanter. Skal man oven i købet tro på følelser mellem dem, kræver det foruden lynende intelligens en varme, der kan overstråle den misantropiske kynisme i screwballdialogen, filmens klare styrke. Men med al sin glatte charme er Clooney nu engang hverken Spencer Tracy eller Cary Grant, så lidt som Zeta-Jones med al sin skulpturelle perfektion er nogen Kay Hep eller for den sags skyld Marilyn. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men desværre står varme og vanvid altså mest for bipersonernes regning i denne lovlig udspekulerede historie. Coenbrødrene skrev den til andres brug for syv-otte år siden, men har altså nu filmet den selv - og dermed demonstreret, at trods alt hvad deres sorte humor ellers er god til, så gør den ikke ligefrem parret til nogen gensplejsning af Howard Hawks og Billy Wilder.