Dronning Victorias sidste tre årtier var så rige på skønne knaldromaner, at de fyldte drengeværelsernes reoler hundrede år frem i tiden, indtil lille Steven Spielberg og hans legekammerat George Lucas lod dem yngle på filmlærredet - en ny eventyrergeneration med Indiana Jones ved Tusindårsfalkens styrepult. Han er jo en gensplejsning af Rider Haggard, Jules Verne og Mark Twain, og når dét virkede, hvorfor så ikke doble op? Til disse tre mesterforfatteres figurer - Allan Quatermain (Sean Connery), Kaptajn Nemo og Tom Sawyer - føjes her H.G. Wells' Usynlige mand, Stevensons dr. Jekyll/mr. Hyde, Bram Stokers 'draculine' Wilhelmina Harker samt Oscar Wildes evigunge Dorian Gray. Dette litterære tæskehold samles i London 1899 som originaltitlens 'League of Extraordinary Gentlemen'. Med sine hippe hints - Quatermain vil f.eks. gerne overgå Phileas Fogg i rejsetempo, Nemos privatchauffør præsenterer sig med 'Moby Dick'-replikken »Kald mig Ismael« osv. - udarter det i retning af et lynkursus i sammenlimende morskabslæsning, især da hver figur skal forklares for de vankundige i biffen. Først derefter får vi smæk for skillingen: Læsekredsens opdragsgiver hedder M, ligesom agent 007's, men også ligesom Mystery og ligesom ... Nå, han sender styrken ud mod Fantomet - ikke ånden, der vandrer i tegneseriejunglen (selv om filmens forlæg er en tegneserie), men ham med halvmasken fra Det Ny Teaters kælderrestaurant. Denne onde ånd vil styrte Venedig i havet og derved antænde Første Verdenskrig femten år for tidligt. Men med fuld damp på solenergi-kedlerne sørger den Kali-tilbedende og turbanklædte Nemo og hans 'Nautilus' (et 'oceanernes sværd' af en klejnsmededrøm!) for, at de dukker op af Canale Grandes vande i tide.Nu går det slag i slag, ganske bogstaveligt. Lige til den bitre ende i det tilfrosne Ydre Mongoliet, på en højteknologisk våbenfabrik med slave-forskere. Her afslører M (Richard Roxburgh) omsider sin sande, skumle identitet, så Conan Doyle indtager sin velfortjente plads på parnasset. M er nu ikke den eneste forræder, men alligevel er det resterende mysterium på dette tidspunkt kun: Hvor blev spændingen af? For selv med Dan Laustsens drevne kamera og Connerys drævende sjkotsjke sj'er, med muskelmonsteret mr. Hydes digitale overmand på fri fod og Venedig i bragende, boblende domino-undergang, plus hele det øvrige overbud, udhuler og nivellerer filmen sin egne effekter. Reducerer sig selv til matematik, tilskueren til kontrollant: Når de nu at få alle regnestykker til at gå op? Alle sløjfer bundet og alle monstre massakreret? 'Kedeligt' ville være et misvisende ord om de afsluttende tumulter, men det må konstateres, at summen af syv heltes indsats bliver mindre end virkningen af den enes. Knaldromaner skal vist foldes ud hver for sig, ikke stables.