Lad os få overstået det vigtigste først. »Talk to the hand«, er Arnold-replikken, der denne gang skal følge »I'll be back« og »Hasta la vista, Baby« over i folkemunde. Terminatorrobotten opsnapper det flabede svar fra en strippende læderbøsse. Mens discohittet 'Macho Man' dunker i baggrunden må stripperen trække sin frække hånd til sig og overlade sit sorte lædertøj til muskelbundtet fra fremtiden. Terminatormanden har brug for kluns. Han er netop landet i nutiden, så nøgen som den dag han forlod samlebåndet. Også fysisk er Californiens måske kommende guvernør i fin form, og meget mere behøves der næppe for at gøre 'Terminator 3' til endnu en succeshistorie for Schwarzenegger. Instruktøren Jonathan Mostow har haft et budget, der nærmest garanterer spektakulær action, og efter ti minutters indledende manøvrer er der da stort set heller ingen pauser for pulsen. I tilgift har Terminatorfiguren sin selvironiske distance og de lange pauser mellem 1984, 1991 og 2003, der har gjort det muligt for Arnold & Co. at levere kompromisløs ramasjang, der samtidig kan være en kitschet parodi på sit eget univers. Så lige bortset fra at filmen er et hæsblæsende kapløb for at forhindre Jorden i at gå under i et atomragnarok udløst af en løbsk computerteknologi, er der altså tale om en slags vittighed. Hvilket er lige i underkanten målt med alle andre alen end underholdningsværdiens. Sammenlignet med 'Matrix'-sagaen er 'Terminator' anderledes primitiv og kontant. Kan 'Matrix 2' udi det filosofiske anklages for at være lovlig lang i spyttet, er 'Terminator 3' til gengæld lovlig kort i spyttet. Når det nu trods alt handler om farerne ved computerteknologiens kompleksitet, kunne man måske forestille sig, at en enkelt lille eftertanke eller en opfindsom og overraskende visualisering af kompleksitetens farer kunne være kommet på tale. Når man tager i betragtning, hvor mange af tingene omkring os efterhånden er computerstyrede, burde mulighederne være legio for en vaks manuskriptforfatter. Men nej. Konceptet ligger fast. Man sender endnu en dræbermaskine fra fremtiden for at terminere den nu 22-årige John Connor (Nick Stahl), der, hvis han overlever, er bestemt til at blive menneskehedens modstandsmand nummer 1 i en kommende postatomar verden styret af nederdrægtige maskiner. Dræbermaskinen T-X (Kristanna Loken) antager skikkelse af en kampklar blondine, og i hælene på hende kommer den go'e gamle Terminator Arnold, der af fremtidens modstandsfolk er programmeret til at forhindre T-X i at dræbe John Connor og hans kommende hustru Kate Brewster (Claire Danes). Hvem der overhovedet vil være i stand til at gøre hvad i fremtiden, hvis noget som helst lykkes eller mislykkes i nutiden, er af gode grunde en detalje, man gør en dyd ud af ikke at bevæge sig for dybt ind i. Som 'Matrix - Reloaded' satser også 'T3' på en biljagt af den slags, der giver forsikringsagenter onde drømme. 'T3' er stort set én lang jagt fra start til slut. Mens biler, kraner og bygninger eksploderer og smadres i et destruktionsorgie af dimensioner, kæmper de to terminatorer på liv og død - altså bortset fra, at ingen af dem har adgang til hverken det ene eller det andet. Ganske som i 'Matrix - Reloaded' opleves det efterhånden som enerverende, at deltagerne i det firehjulede bråvallaslag er umulige at gøre kål på. Selvom maskinmennesket Arnold i sin parodi på menneskelig opførsel er mere menneskelig end filmens overfladisk skitserede menneskeskikkelser, er det alligevel begrænset, hvor spændende det i længden er, at se to robotter i stramtsiddende lædertøj prøve på at afmontere hinanden. Symptomatisk får lædertøjet aldrig en skramme, uanset hvor mange kilometer asfalt det bliver slæbt hen ad, eller hvor mange helikoptere og køretøjer, der kværnes henover det. Selve actionfilmens krav om spænding på liv og død bliver med sådanne uovervindelige hovedpersoner i jagten på voldsommere effekter udvandet til en maskinel følelsesløshed med kvikke replikker. Det er bare maskiner. De andre er bare mennesker. Det er bare for sjov. Indimellem ér det sjovt. Indimellem er det mest ubehageligt. Retrorobotter og atommissiler. Alt kan bruges som krydderi på filmtilværelsen. Indimellem kan man godt få fornemmelsen af, at maskinerne allerede har taget over. Nemlig pengemaskinerne i amerikansk film, der er genkendelige på de hule drøn fra detonationerne, når endnu en rekord bliver sprængt i åbningsweekenden. Fulgt af den lidt tomme deja-vu-fornemmelse af at man har set det hele før. Med lidt mere beskedne effekter og lidt mere opfindsomhed. Men pumpegrisen Arnold er blevet kult. I en grad, så al humor og varme i filmen udelukkende springer fra genkendelsens - eller rettere gentagelsens - glæder. Arnolds Terminator er en helt, hvor manden og figuren humoristisk spejler hinanden, og hvor en afgørende del af charmen og pointen er, at konceptet i princippet kan gentages i det uendelige. »I'll be back«. Igen og igen. Afvæbnende skamløst har 'Terminator'-modellen uden blusel indbygget seriekonceptet i sit kredsløb. Om der kommer en 4'er? Efter slutningen på 'Terminator 3' er det omsonst at bruge tid på at gætte.