To gange Lee bag kameraerne - 'Tiger på spring's Ang Lee som instruktør og Hulks tegneseriefar Stan Lee fra Marveldirektionen som executive producer, ligesom på 'Daredevil'! Dét skal jo stemme forventningerne højt, markedstrommerne (såvel som antallet af danske kopier, 68!) gør yderligere deres - og så kan resultatet næsten ikke undgå at skuffe! Dét gør det i hvert fald, selv om filmen også rummer fine træk og passager. Den første: Aldrig er splitscreenbilledet udnyttet så relevant og målbevidst som her, i en glimrende simulation af den læsning ned over ruderne, som Hulks faste kerne af tegneseriefans er så fortrolig med. Actionscenerne, hvor luft- og landstyrker jagter Hulk gennem ørken, canyon og King Kong-associerende svingture i Golden Gate Bridge, fungerer også. Og sjældent har man set så sømløse overgange som i forskeren Bruce Banners forvandlinger fra realfilmens menneskestørrelse til computeranimationens læs af et muskel- og raseribundt, The Incredible Hulk. Historien om disse usandsynligheder er der rigeligt redegjort for - se features. Men den (for) lange film er også lumsk kedelig, af flere årsager: Eric Banas version af Bruce er ikke ueffen, mens Jennifer Connelly (Oscarbelønnet for rollen i 'A Beautiful Mind') som hans kærestekollega Betty i mine øjne er sval grænsende til det ligegyldige - og får alt for megen taletid. Nick Nolte går an som Bruces gensplittede og -splejsede far - om end hans vagabondhår og genmanipulerede blodhunde hører en anden lavkomisk skræksfære til. Vi ser for meget til latterlige Sam Elliott som forsvarschef og Bettys far og alt for lidt til Josh Lucas som Bruces onde, onde rival. Det skyldes, at filmen prøver at udfylde med en art arketypepsykologi - far-søn-opgør, far-datter-opgør - hvad den savner i action. Og dét er et fejlgreb. Fyrre minutters langhåret forhistorie er altså meget for en seriefreak, der bare sidder glad i låget og venter på, at det irgrønne urraseri skal gå agurk. Lee & Lee & Co. synes helt at have overset en fundamental ting i al tegneseriefryd: Læserens selvironiske distance, der følger naturligt af indholdets dynamiske vanvid og serierudernes afstand og læsetempo, men som må markeres tydeligere i film. Ikke erstattes med damebladspsykologi!