Strenge forældre får udflippede børn. Frigjorte forældre får tilknappede børn. Nogen naturlov er det ikke, men mønstret i den sociologiske dialektik er velkendt. I 'Laurel Canyon' er Frances McDormand den udflippede rockproducer Jane, der får besøg af sin korrekte søn Sam (Christian Bale) og hans kæreste Alex (Kate Beckinsale). Egentlig skulle huset i Hollywood Hills være tomt, men uforudsete begivenheder - dem er der en del af i Janes liv - gør, at domicilet stadig fungerer som indspilningsstudie og flyder med tjald, sprut og unge engelske rockmusikere. Deriblandt sangeren Ian, der også er Janes elsker. Det er en situation, Sam genkender og hader. Sam er ordensmenneske. Han er klinisk psykolog, mens Alex sidder bænket foran computeren og arbejder på sit speciale i genetisk statistik. Det lyder tørt, men at emnet er bananfluens seksuelle adfærdsmønster antyder, at der potentielt er sprækker i præmiestudinens pligtopfyldte panser. Ganske rigtigt varer det ikke længe, før den nydelsessyge californiske livsstil til Sams store irritation får den pænt opdragede Alex til at lade et og andet hænge ud. Selv er han imidlertid heller ikke upåvirket. På Sams nye arbejdsplads er den israelske reservelæge Sara (Natascha McElhone) mere end almindeligt fristende. Og Sam og Alex er sårbare på det punkt. De er unge, smukke og pokkers intelligente, men deres sexliv lader noget tilbage at ønske sammenlignet med bananfluernes. Ellers Sams mors for den sags skyld. 'Laurel Canyon' er en veloplagt fortælling om to tilsyneladende vidt forskellige generationer. En humoristisk og solbeskinnet film, der med mild alvor ser på arven fra 68. Men det er også en film, der diskret overskrider sin fortællings ydre rammer. Underholdningsværdien udspringer først og fremmest af de morsomme kultursammenstød og det glimrende skuespil, som ikke mindst Frances McDormand disker op med. I rollen som hedonistisk rockproducer, der uden at ville svigte sin livsstil også godt er klar over, at hun i rollen som mor i mange situationer har tænkt mere på sin egen frihed end på sin søn. Men netop fordi McDormand med fin realistisk komik nuancerer figuren, formuleres Lisa Cholodenkos pointe. Nemlig at man ikke kan opstille et simpelt regnestykke, hvor frihedens gaver og ansvarssvigtets omkostninger uden videre kan gøres op. For Jane har ikke kun valgt åndens og kroppens ret til et liv i frihed som egocentrisk grille. Der er involveret idealer, som hun - også som producer - står ved. I virkeligheden er 'Laurel Canyon' ikke så meget en film om to generationer, som det er en film om den udfordring, det er at forsøge at fusionere livets sammensatte par. Hoved og krop. Lyst og pligt. Frihed og ansvar. Sex og kærlighed. Rock'n'roll og akademisk karriere. Eller som kontrasten helt konkret geografisk opstilles i amerikansk åndsmytologi - det puritanske Massachusetts over for det løsslupne liv på Vestkysten. Uden moraliseren og uden at sælge nogen af sine personer, formår Lisa Cholodenko at lade hele dette mønster rumle i en tankevækkende livsstilsmosaik, der imidlertid udadtil aldrig bliver tungere end den umiddelbart tilgængelige lethed i de solstrålende californiske attraktioner.