'The movie to end all Hollywood-movies' er 'Hollywood Ending' ganske vist ikke. Men til gengæld en stil- og målsikker, underfundig spøg, en af de mest ægte små perler i Woody Allens lange kæde af slagsen. Og dertil - selvfølgelig - en skæv, men begavet filmkommentar, ikke uden aktuelle vinkler. En formentlig udbrændt instruktør med ry for hysteri ender i den ekstreme film-minimalisme: Han reducerer ikke scener og kulisser til kridtstreger, men begrænser sine udtryksmuligheder endnu mere drastisk ved at pådrage sig psykosomatisk blindhed fra første optagedag til og med sidste klippedag. Han holder det tilmed skjult for (næsten) alle, og resultatet er da også besynderligt - en film Hollywood hader, men som franskmændene finder genial! Hvilken af nationerne dét er mest kompromitterende for, er uvist. Men virkelighedens festivalpublikum i Cannes sidste år holdt faktisk også af Woody Allens film om denne film. Hvorimod mange amerikanske kritikere ikke kunne døje dén bedre end andre minimalistiske 'auteurfilm'. Animositeten mod kokette filminstruktører med skarpe meninger er mærkeligt nok stor i verdens altdominerende filmnation, som ikke mindst blev dét i kraft af geniale krukker som Chaplin, Hitchcock, Polanski og flere indvandrere. Om ikke geni så dog krukke, narcissist og hypokonder er instruktøren Val Waxman-(Allen) selv i den velkendte rolle som klynke-terrorist, men på én eller anden behagelig måde afdæmpet - af alderen selv? - og dermed mere troværdigt indtrængende. Han skal instruere 'Byen der aldrig sover', remake af en gangsterfilm fra New York i 1930'erne, og dét miljø 'kan han jo udenad'. Denne chance for comeback sikrer instruktørens ekskone (Téa Leoni) ham ved at overtale den producer, hun i sin tid stak af med (Treat Williams). Følsomt arrangement, men vi er vel professionelle? Jo, ligesom når Val får sikret sin nuværende veninde (Debra Messing fra tv-serien 'Will & Grace') en rolle i filmen, skønt hun hverken tynges af studenterhue eller dramatræning. Andre biroller beklæder den slidstærke B-filmkomiker Mark Rydell, veteranfrikadellen George Hamilton (solariets stolthed) og Tiffani Thiessen (dusin-vampen Valerie fra 'Beverly Hills 90210'). Her er med andre ord hverken stjernebesætning eller en 'vedkommende' almen hverdagshistorie til at sælge varen. Alligevel lykkes det først og sidst Allen selv foran og bag kameraet - men også godt hjulpet af især Leoni og Rydell - at kæde en grundvittig dialog og perfekt timing sammen omkring et komplet umuligt plot. Så absurd, at det bliver én lang, præcis metafor for livets og hverdagens uberegnelighed. Og hensætter tilskueren i et konstant flow af vantro spænding og velunderholdt sympati. Sin ungdoms højder når han måske knap nok (endnu?). Men dagens gode nyhed er, at Woody Allen er begyndt at lege igen - så det morer flere end ham selv.