Med sin senestefilm 'Manden Uden Fortid' har den aparte finske instruktør Aki Kaurismäki opnået en publikumssucces, der har bevirket, at han helt fortjent er nået udenfor kultens og inderkredsens ganske snævre cirkler. Men mainstream eller Hollywood-stueren er Kaurismäki naturligvis stadig ikke. Tværtimod, han er tro mod sig selv og sin særprægede filmkunstneriske stil. At det forholder sig sådan, kan man forvisse sig om, når Husets Biograf nu sætter den finske enegængers såkaldte 'proletartrilogi' på programmet. To af disse film, nemlig 'Ariel' (1988) og 'Pigen Fra Tændstikfabrikken' (1990), har allerede tidligere haft dansk premiere. Og nu sker det altså også for det tredje udspil i rækken, 'Skygger I Paradis', som Kaurismäki lancerede i 1986. Men skønt filmen altså både næsten er 20 år gammel og er skabt af en instruktør, der endnu ikke havde rundet de 30 år, fremstår den på sine egne præmisser overraskende dugfrisk og stilsikker. I 'Skygger I Paradis' vakler Kaurismäki ikke det mindste. Det gør hans personer sådan set heller ikke. Kun engang imellem. Det kan hænde, at de kommer til at kigge en anelse for dybt i flasken, så der opstår en lillebitte slinger i valsen. Men det er straks glemt igen. For personerne i 'Skygger I Paradis' er på bedste Kaurismäki-manér skabt tit at modstå alverdens fysiske og mentale rystelser uden at fortrække en mine. Måske ryger de en cigaret eller sytten - ja, det gør de ganske bestemt - men King Kong skal flå hovedet af dem tre gange i træk, før de føler trang til at få rynker i panden. For som mange af Kaurismäkis øvrige film er også 'Skygger I Paradis' en på én gang urkomisk og grådkvalt lektion i lakonisk og stoisk livssmerte. Det er som at betragte Buster Keaton placeret i en gammeltestamentelig forgård til Helvede. I Finland. I råkoldt gråvejr. Blandt skraldemænd og kassedamer. Allerede nubegynder 'Skygger I Paradis' at lyde som en eller anden tyk parodi. Men det er netop ikke hele sandheden om Kaurismäki som instruktør. Han vil hele tiden noget mere end det parodiske. For ganske vist kan også denne film betragtes som et gennemført stykke stiliseret postmodernistisk satire, men den er sandelig også benhård socialrealisme og gribende melodrama. Et kærlighedsdrama - i slowmotion, på vågeblus - mellem den mundlamme skraldemand Nikander (Matti Pellonpäa) og den forhærdede kassedame Ilona (Kati Outinen). Det skal jo gå galt. Og godt. Og galt. Det hele fortalt i Kaurismäkis ekstremt mådeholdne og prunkløse stil (mens et utroligt lydspor af amerikanske blues og rockabilly ruller stærkt i baggrunden). Men formen og indholdet kan perfekt anskueliggøres af et enkelt karakteristisk dialogcitat. Her er det omsider lykkedes for Nikander at få inviteret Ilona i byen. Hvor skal de så gå hen? Jo, hvorfor ikke prøve en tur i den lokale bingohal. Stemningen viser sig at være dræbende søvndyssende. Ilona er skuffet og føler, de må tale om det. Hun: »Jeg tror ikke, det går«. Han: »Hvad?«. Hun: »Alt«. For man skal endelig ikke tage fejl ad Kaurismäki. Bag denne underfundige skildring af en lille håndfuld hårde, smukke og nøjsomme finske tabere, skjuler sig et langt større univers med en bibelsk fylde og vælde. Bingohallen er udelukkende et billede. I virkeligheden taler Kaurismäki om paradiset og den slags ting. Han har bare så svært ved at få det sagt.