Illegale indvandrere i Vesteuropa er et voksende problem. 'Et problem'. Det kalder man det gerne. Men en europæisk højrepolitiker ser næppe det samme problem som uganderen, der kæmper for at få luft i en container på vej til det grimme og grå belgiske paradis. Illegale eller ej, så har indvandrerne en legal drøm om at skabe sig en menneskeværdig tilværelse. Det er en drøm, mange spinder guld på. De illegale emigranter er en handelsvare. Behovet for billig og villig arbejdskraft er stigende. Man taler højt om det politiske problem, men taler lavt om tjenestefolkene, rengøringskonerne og de eksotiske gårdskarle fra landene i syd og øst. De er da selvfølgelig alle legale. Man udvikler en kultur af løgn og bedrag, hvor man hurtigt kan vænne sig til at se til at skulle se igennem fingrene med en stor del af realiteterne. Dobbeltmoral og kynisme er et logisk resultat. 'La Promesse' blev af de amerikanske kritikere valgt til årets bedste udenlandske film i 1996. Stilen er nøgtern og dokumentarisk. Ikke så mærkeligt, eftersom Dardenne-brødrene Luc og Jean-Pierre kom fra dokumentarfilmen, inden de fik deres gennembrud med 'Løftet' og siden vandt både guldpalmer og respekt med 'Rosetta'(1999) og 'Le Fils'(2002), der i øvrigt begge snart får dansk premiere. 'La Promesse' er en dynamisk filmet og fortalt film. Helt uden løftede pegefingre og bombastik kryber Dardenne-brødrene ind i problematikkens menneskelige kerne på en måde, man ikke har fornemmet mere påtrængende siden Gianni Amelios 'L'America'. Dardennes-brødrene afholder sig nøgternt registrerende fra at kommentere. Et effektivt kneb, for i virkeligheden gør de ikke andet! 'La Promesse' er sin dokumentariske stil til trods et særdeles tætspundet kunstnerisk udtryk, hvor ikke en scene er overflødig for fortællingen. Informationerne om motiverne bag personernes handlinger er mere end nødtørftige. Man ser, hvad man ser, og det sker, når det sker. Man ser af samme årsag 'La Promesse' med en intens fornemmelse af at opleve filmens belgiske virkelighed sammen med de personer, der befinder sig i den. Den 15-årige Igor er i lære som automekaniker, men hans virkelige tjans er at være højre hånd for (sted?)faderen Roger, der tjener tykt på at være menneskesmuglernes forlængede arm. Ud fra devisen, at man altid kan plukke mere hår af en skaldet, sørger Roger og Igor mod tårnhøj betaling for usselt logi og de nødvendige papirer. Roger skraber penge sammen til et hus og ænser ikke den afstumpethed, en tilværelse bygget på grådighed og menneskeforagt vil mærke hans søn med. Skildringen af dette spegede og usunde lille familieforetagende fremstilles med stor præcision af den helt unge Jérémie Rénier og Olivier Gourmet, der siden 'La Promesse' forståeligt nok har været fast inventar i Dardennernes film. Bag den skrappe facade er Igor kun en knægt, der hellere vil køre gokart end smugle mennesker. Men den døende afrikaner Hamidou afkræver Igor et løfte om at hjælpe sin unge enke Assita og den lille søn ud af illegalitetens suppedas. Det er svært at slå til og let at lade være. Men skal Igor en dag vokse op og blive et af den slags mennesker, der kan se sig selv i øjnene, er 'Løftet' måske sidste chance. Mere indviklet er brødrene Dardennes besked til belgierne (og vi andre) såmænd ikke. Men det er også svært nok. Man skal ikke se 'La Promesse' for sin sjælefreds skyld. Man skal se den for at slippe for den falske sjælefred som meget af den vestlige velfærd i disse år bygger på.