Mange mennesker vil sikkert beskrive forholdet til deres familie og forældre som en absurd tragedie. Men man må tilstå, at det er sjældent, at familielivet udvikler sig så bizart som i instruktøren Claude Millers franske film 'Betty Fisher and Other Stories'. Og dog. Betty Fisher (Sandrine Kiberlain) er forfatter og har stor succes med en nøgleroman om sin eksmand, sin mor og sin søn. Hun er flyttet fra New York hjem til en forstad til Paris, da hendes mor Margot (Nicole Garcia) kommer på besøg efter mange års fravær. Moderen lider af en sygdom, som gør hende ekstremt voldelig, hvis hun ikke medicineres. I filmens første sekvens - et tilbageblik på en togtur i Bettys barndom - får vi en antydning af voldsomheden af anfaldene, da moderen stikker en saks gennem sin datters hånd. Arret præger stadig den voksne Bettys hånd. Mormor Margot bryder sig ikke om børn, så hun anser det dybest set ikke for det store problem, da Bettys 4-årige søn Joseph falder ud af et vindue og dør. Da det langt om længe går op for Margot, at hendes datter er i dyb, traumatisk sorg over ulykken, bortfører hun slet og ret en anden dreng, José, og forærer ham til Betty. Nu må hun da blive glad! Men Betty afviser først drengen med isnende kulde og vil levere ham tilbage, men efterhånden som det går op for hende, at Josés mor, bartenderen Carole (Luck Mervil) nærmest er ligeglad med knægten, ændrer hendes følelser sig drastisk. Det er med andre ord et spil om død, sorg, tab, kærlighed, jalousi, børn og mødre, instruktøren Claude Miller fornemt holder i gang ved de bestandige brutale klip i sin film med mange facetter og sidespor. I hovedrollerne spiller alle tre kvinder mesterligt og med skarpt blik for filmens kulsorte humor. Ikke mindst den grusomt selvoptagne bedstemor Margot spartles flot og livfuldt ud af Nicole Garcia. Filmens manuskript, der er baseret på en roman af Ruth Rendell, falder dog i en irriterende klassekløft, da det mere og mere åbenbares, at arbejdertøsen Carole med det udsvævende privatliv og de mange mænd dybest set ikke kan klare at have et barn, hvorimod den velstillede Betty Fisher trods sin egens søns død har overskud til at tilbyde lille José et langt bedre liv. På den måde kommer filmen nærmest til at acceptere den bizarre kidnapning. En mildt sagt tvivlsom konklusion på en ellers meget fin film.