Allerede i de første scener af 'Dahmer' bliver vi klar over, at dette langtfra er det forudsigelige blodrøde, sensationelle gys af en historie om en massemorder, med lidt hurtige psykologiske forklaringer af sådan en kanuts karakter, for at tage den dårlige smag i munden. Vi møder nemlig den søde, hjælpsomme, men lidt kejtede og hæmmede Jeffrey Dahmer på noget så uskyldigt som en chokoladefabrik. Her arbejder den let kvabsede knægt fra Midtvesten, når han ikke lige har travlt med flænse, kvæle og kannibalisere unge mænd hjemme i sin lejlighed. Tilsyneladende en helt tilforladelig ung mand. Det var netop grunden til, at Jeffrey Dahmer, som på mange måder var den mest dæmoniske og uhyggelige af alle Amerikas mange massemordere, slap af sted med sine forbrydelser i så lang tid, at hans (kendte) drabsliste nåede op på 17 ofre. Med andre ord er det historien om en virkelig massemorder, instruktøren David Jacobsen fortæller. Men han gør det på en anderledes måde, dejligt befriet for både trangen til at gøre en sensation ud af et materiale, der i forvejen er sensationelt. Og endnu mere lykkeligt befriet for trangen til at forklare. David Jacobsens film tror stålsat på, at kameraets fokus på filmens Jeffrey Dahmer, overbevisende og troværdigt spillet af den unge, ukendte Jeremy Renner med basunkinder og et mildt ansigt, er nok. Og det er det faktisk. Filmen følger Jeffrey Dahmer i begyndelsen af 1990'erne, hvor hans trang til mord kulminerede, og hvor han blev anholdt og dræbt af en indsat i et fængsel i 1994. Men den byder også på velanbragte flashbacks til morderens teenageår, hvor den underkuede Jeffrey samler sammen til det, der ender i et nådesløst had. Til de mænd, der afviser ham, og dem, der kan lide ham, til sig selv for sin homoseksualitet, til sine blodige tilbøjeligheder, ja, måske dybest set til hele menneskeheden. Kun i nogle vilde seksuelle udskejelser på et bøssediskotek, hvor Jeffrey Dahmer bedøver sine ofre med sovemedicin for at voldtage dem i aflåste kabiner, falder filmen for fristelsen til at sætte fuldt blus på og følge sensationen. Ellers er historien om Jeffrey Dahmer og hans mord fortalt nøgternt og helt roligt, så den unge morders handlinger virkelig bliver creepy og kryber ind på os snarere end at eksplodere ud over hele lærredet. Uhyggen er afmålt, men intens, da Jeffreys far er lige ved at opdage sønnens tilbøjeligheder, da det unge offer Khamtay vågner op af bedøvelsen med et hul boret i sin hovedbund ved siden af en livløs sort mand i Jeffreys seng og ikke mindst i den lange scene med Rodney (Artel Kayàru i et livstykke af en birolle som flirtende sort bøssebimbo), der til sidst opdager hans natlige erobrings sande væsen. Han slipper væk og efterlader Jeffrey Dahmer alene i sin golde, iskolde verden af fornedrelse, ubrydelig ensomhed, selvhad og død. Nøjagtig som vi også gerne vil forlade denne unge morder fra chokoladefabrikken. Det lader sig bare ikke gøre. Dertil er filmen 'Dahmer' trods sin lange handling et alt for rystende portræt af en flink ung fyr, der kommer helt, helt på afveje.