De hader hinanden, men tilfældighederne fører dem sammen. Selv om modsætningerne tårner sig op som en mur mellem dem, vokser varme følelser ud af sprækkerne, og pludselig har vi en liflig lovestory kørende. Lyder det som en formel så klassisk og velkendt som gin & tonic, Ginger Rogers & Fred Astaire, kjole & hvidt? Javist, og naturligvis følger 'Two Weeks Notice' forlægget i en grad, så man i filmens start nøjes med at falde i staver over, at vi endelig får New Yorks skyline uden de to tårne i World Trade Center at se på lærredet. Det giver unægtelig et lille stik i hjertet, men heldigvis får man snart noget at grine af. For 'Two Weeks Notice' er faktisk en både sjov og sød romantisk komedie med handling og holdning. Hugh Grant er unægtelig en slidt veteran i genren, men stadig en mester i at levere underspillede oneliners, stadig abrupt og distræt. Over for ham er Sandra Bullocks ganske vist naboens datter, men med en udstråling, som bringer hende lige her ind til os. De to spiller på en måde 'deres sædvanlige roller' - bare meget bedre. I filmen er hun en ung advokat, Lucy Kelson - med eksamenspapirer til godt og vel UG fra Harvard - som henslæber sit ensomme liv som hengemt hippie, aktivist og ansat på Retshjælpen. Hun kæmper for bevarelse af det beboerhus på Long Island, som det store entreprenørfirma Ward Corporation vil rive ned for at give plads til dyre ejerlejligheder. Da hun møder den notoriske skørtejæger George Ward (Hugh Grant) ansætter han hende så at sige på stedet som advokat i sit selskab, imod at hun kan bevare medborgerhuset og få råderet over mange penge til velgørenhed. Sammenspillet mellem rigmanden og karrierekvinden fungerer fint, og underholdningen er noget nær i top. Lige indtil Lucy får nok af at lege sekretær for George Ward og siger sit job op - med to ugers varsel. Sammen skal de to finde hendes afløser. Her kommer Alicia Witt ind som den uundværlige 'anden kvinde' i skikkelse af den unge advokat June Carter. Hun er simpelthen for sød og retskaffen til for alvor at være en trussel, og samtidig ryger de få knaster ud af Hugh Grants karakter, så den hjerteløse kapitalist fremstår som en flink forfører med blank overflade. Filmens egentlige mr. Bad Guy, bliver derfor bror Howard Ward. Selv om David Haig gør en god indsats som den plumpe og kedsommelige pengemand, er det ikke nok. Manuskriptet falder i nogen grad fra hinanden trods fine replikker og scener, hvoraf George Wards møde med sin advokats idealistiske forældre (»Din mor ser ud, som om hun vil sprætte mig op og fodre de fattige med mig!«), hører til de bedre. Alligevel må undertegnede dog tilstå, at en forræderisk tåre eller tre trængte sig på til sidst, hvor vi nok ikke afslører for meget ved, at kærligheden bøjer alle stejle viljer om til rene idealer og sejrer stort. Kan man leve med skønhedspletter i en ellers ganske munter affære, kan man roligt bevæge sig ind på byggepladsen helt uden sikkerhedshjelm. De er nemlig alle sammen flinke og forelskede derinde.