'IN MEDIAS RES' ER termen for en beskrivelsesteknik, der begynder 'midt i det hele' og først efterhånden viser den helhed, det er midt i. Dén teknik benytter den efterhånden 58-årige franske teater-, opera- og filminstruktør Patrice Chéreau her med en frapperende virkning: En mand og en kvinde ligger nøgne og svedige på et gulv og kopulerer i filmens første mange minutter. Hvem er de? Hvorfor er de sammen? Den umiddelbare nysgerrighed, fortælleteknikken fremkalder, deler vi - viser det sig - med manden og kvinden selv. Arrangementet gentager sig nemlig hver onsdag eftermiddag, uden at de to har en fast aftale, ja, stort set uden at de taler sammen overhovedet. Ren, ansvarsfri sex? I hvert fald mere '-leje' end 'sam-'. Gulvet befinder sig i dét rod af en kælderlejlighed, manden har søgt tilflugt i efter pludselig en nat at have forladt sin kone og to elskede børn. Mark Rylance rammer mesterligt det kølige overfladedække over en skælvende fortvivlelse hos denne selvvalgt ensomme bartender Jay. Sin professionelle rutine i distanceret åbenhed, ansvarsfri fortrolighed kan han overføre på forholdet til sexpartneren. Men en onsdag udebliver hun, Jay erkender irriteret sin afhængighed og skygger hende - ind i hendes 'rigtige privatliv'. Denne tavse, varme kvindekrop - spillet med lige så suveræn balance mellem psykisk reservation og erotisk generøsitet af newzealandske Kerry Fox (Jane Campions 'En engel ved mit bord') - viser sig at være skuespiller, lidt mere professionel end sine egne elever på aftenskolens dramatikhold (heriblandt Marianne Faithfull i en god, men også lidt kunstigt forstørret birollepræstation). Claire og hendes gruppeteater opfører 'Glasmenageriet' af Tennessee Williams i en trang kælderteatersal bag en forstadspub, hvor hendes mand, en godmodig taxichauffør med spækundertrykte aggressioner (Timothy Spall så god som nogensinde), fordriver aftenerne ved billardbordet og holder øje med deres mindreårige søn. Jay leger med ilden, fortæller ægtemanden om sin anonyme onsdagsveninde - og hvornår vil bomben så springe i Claires gode familieliv - ligesom den gjorde det i Jays, som vi får flashback til? Beretningen om den distante nærheds sammenbrud har svært ved at finde en tilfredsstillende slutning. Og den resignerede, destruktive fortvivlelse, Hanif Kureishi i sin prosa opvejer med humor, tager overhånd, når fortællingerne 'Intimacy' og 'Night Light' her bliver til én historie, fortalt af den anderledes sammenbidte Patrice Chéreau. I tråd med den ny franske filmsexbølge - Breillats 'Romance' m.fl. - er filmens erotik særdeles detaljeret og udføres til pletvis forargelse af Rylance og Fox selv, uden standin. Men den er også lige så distanceret iagttagende som filmens øvrige holdning til de liv, Chéreau her har lagt under mikroskopet. Lidenskaber og lidelse bliver til mønstre - æstetisk raffineret til en Guldbjørn i Berlin. Men mindre medrivende.