Uden at tage noget fra Frida Kahlos frapperende og dybt bevægende billedkunst, tør man vel tilføje, at hendes personlige martyrium og stolte måde at bære dét på, ikke just skadede den verdensberømmelse, der især steg mod himlen nogle årtier efter hendes død. Her er et liv og et livsværk af kraftfulde og smertefulde selvportrætter så uadskilleligt sammensmeltet, at det også må afspejle sig i en film om hende. Så dét gør det. Man kunne ellers frygte det værste - tænk bare, hvad f.eks. Pollack, Streep og Redford udsatte den lidt ældre Karen Blixen og hendes Afrika for. Men Fridas ansigt - i Salma Hayeks unægteligt mere reglmæssigt smukke version, men stadig med overskægsskygge og varulvebryn - lyser over og igennem alle scener uden at blive forrådt. Hendes selvportrætter træder i bevægelse som levende billeder, livsafsnit flimrer forbi som glimtvis animerede billedcollager, og kvartererne i og omkring Mexico City fremstår mættet med Kahlos dødsforagtende farveskala, kredsende om Det Blå Hus i Coyoacàn, hvor hun døde 1954 og blev født 1907 - tre år tidligere, end hun selv ville være ved. På lydsiden sørger og jubler, nynner og galer Lila Downs hjemlandets vemodige sange til livet og døden, så man i kulissen aner Omara Portuondo og Linda Rhonstadt danse tango med skeletterne på festdagen for de døde. Filmen åbner med nøglen til både martyrium og malerkunst: Den attenårige, selvstændige, legesyge Frida vil prøve alt - alt andet end den fastlåste husmortilværelse, hendes søster vælger. Men netop som verden lukker sig op for hende, rammer katastrofen i form af en sporvognsulykke, og bogstaveligt radbrækket - rygraden er splintret, benene brækkede overalt - bliver hendes livsgrådige krop netop fastlåst i sengen i et gipshylster. Hun kan intet andet end at male selvportrætter efter billedet i det spejl, der monteres i sengehimlen. Et liv knækket, før det er begyndt? Nej, med sin jernvilje rejser hun sig efter et år. Mod alle odds kan hun atter gå, og male kan hun nu helt afgjort, bekræfter den mexicanske mester på feltet, den 21 år ældre murmaler og bulderbasse, kommunist og engros-forfører Diego Rivera. Et stormfuldt, men livslangt ægteskab kan begynde. Diego, charmerende behersket spillet med overvægtig energi og bisset uskyld af Alfred Molina, kan slet ikke være trofast, har han på forhånd annonceret. Og Frida bevarer ligevægten ved sin egen promiskuitet med begge køn - fra Josefine Baker til Leo Trotskij. Sidstnævnte med hustru installeres endda som flygtninge i hendes hus af Diego, der selv er forvist efter sit værste sidespring: med Fridas egen søster. Men parret forenes igen i de sidste svære år før hun dør, kun 47 år gammel. Om Kahlos kunstneriske overvejelser og valg får vi intet at vide, surrealisten André Breton passerer nærmest anonymt forbi. En dyb eller original tolkning af livsforløbet er heller ikke filmens sag, med skyklapper på følger den slavisk Hayden Herreras biografi. Velkendte episoder afvikles næsten som udendadslært pligtarbejde - f.eks. et glimt af Diegos rivaliserende venskab med Antonio Banderas som kollegaen Siqueiros, men især hele romancen med Trotskij i Geoffrey Rushs utroværdige, fortids- og farveløse skikkelse. Men det gnistrer af liv i de mindre celebre relationer. Således mellem Frida og faren, den ungarsk-jødiske indvandrer og fotograf Guillermo K., der spilles fascinerende af waliseren Roger Rees ('Nicolas Nickleby'). Valeria Golino lyser op som Diegos kun alt for livserfarne ekskone Lupe, Ashley Judd som fotografveninden Tina. Edward Norton er forfriskende ukarikeret som kapitalisten Nelson Rockefeller, der bestilte og betalte et murmaleri af Rivera - og rev muren ned, da Lenin og Trotskij var malet med. Giganternes krig og kærlighed, dramaet mellem Frida og Diego, griber fra først til sidst. Om Kahlo var surrealist, skizofren eller noget tredje, skal jeg ikke afgøre, men hun så i hvert fald ikke livet gennem Hollywoodbriller. Så trods indlysende svagheder er det grumme dygtigt af Julie Taymor (bedst kendt som Broadwayinstruktør på 'Løvernes Konge') og allestedsnærværende Salma Hayek (også producent) at gøre dét liv og værk til en bredt tilgængelig og alligevel loyal filmintroduktion til et på alle måder storslået liv og værk.