Det er en af årets største filmpremierer. Det er en af årets dyreste film. Gamle rekorder står for fald. Og alt sammen på grund af en børnefilm. Det er værd at hæfte sig ved. Joanne Kathleen Rowlings romaner om Harry Potter har vendt op og ned på bogbranchen. Også på biograflærredet har hendes lille troldmand med lynarret i panden afstedkommet magiske omvæltninger. Alene dette: at en fortælling for børn bliver lavet efter alle kunstens regler med de dyreste tricks, de største skuespillere og de fedeste reklamebudgetter. Det er der selvfølgelig mange gode grunde til, og ikke så få af dem handler om lyden af klingende mønt i kassen. Et nok så vigtigt element i filmfantasiens fremmarch er den nye teknologi, som gør, at man nu kan visualisere snart sagt enhver fantasi på en livagtig måde. Selv den mest flyvske fantasi og magi kan føres ud i livet ved hjælp af computeranimationens tryllestav. Facit er en revolution i filmens verdensbillede, som kommer børn og barnlige sjæle i møde. Hvor mange store satsninger på børnespillefilm i det internationale perspektiv har i årene inden 'Harry Potter' udfordret superheltene og tegnefilmene fra Disney og Dreamworks? Ikke mange. Men Harry Potter har vist, at han kan betale sig. I dén grad. Både på bog og film. Og så sker der noget. Der sker så sandelig også noget i 'Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer'. Ja, det er lige før, der sker så meget, at man bliver helt forpustet. Thi instruktøren Chris Columbus og manuskriptforfatteren Steve Kloves er mænd af ord og ære og viger ikke mange millimeter fra J.K. Rowlings side i deres meget bogstavtro udlægning af teksten. Klogt nok, eftersom Rowling har sikret sig endelig godkendelse af filmmanuskripterne. Der er med andre ord ikke mange overraskelser i 'Hemmelighedernes Kammer' for dem, der i forvejen kender bogen bag filmen. I dette tilfælde ville de fleste Pottermaner nu nok også synes, der var tale om kedelige overraskelser. At visualisere den fantasifulde fortælling er også så rigeligt en udfordring. På trods af en spilletid på 160 minutter må det nemlig gå over stok og sten for at nå at få det hele med. Dramatikken er konstant. Man springer fra en flyvende bil via en slagpoppel til attentatforsøg under sportsudøvelse, kæmpeedderkopper, endnu mere kæmpeslanger, genfærd, forstenede elever og meget, meget mere. Med andre ord masser af både hexerei og behändigkeit. 'Harry Potter 2' kan holde trit med hvilken som helst actionfilm. Filmen springer behændigt og uden tøven fra den ene fantastiske special effect til den næste. Til gengæld kræver den hårdtpakkede handling et så opskruet tempo, at man godt kan savne lidt flere af de hyggestunder, der er så vigtige åndehuller i bøgerne. Et vigtigt element i bøgerne er deres karakter af spil og gåder. Teksten udlægger spor og ledetråde, men den slags kontemplative hyggesysler er der ikke tid og plads til på lærredet. Det er lige på og hårdt. Spørgsmålet er, om man skulle have luget lidt ud i handlingsgangen for at give plads til mere lun luft. Men det er et spørgsmål, der hænger lidt spagt i slipstrømmen af dette eksprestog af en underholdningsfilm for børn og deres voksne. Kort fortalt er handlingen i det andet Potter-opus, at husalfen Dobby med alle midler prøver at forhindre Harry Potter i at vende tilbage til Troldmandsskolen Hogwarts. Dobby har nemlig kendskab til et dødbringende komplot. Mørkets kræfter er på spil igen. Men takket være familien Weasleys flyvende Ford Anglia kommer Potter tilbage til skolen, netop som skumle begivenheder begynder at udfolde sig. En kat og flere elever findes forstenede på skolens gamle gange. En eller anden har åbnet Hemmelighedernes kammer, som ifølge legenden for tusind år siden blev bygget af den onde troldmand Salazar Slytherin og huser en ful hemmelighed et sted i Hogwarts' dunkle gange. Mistanken samler sig om Harry. Så sammen med Ron og veninden Hermione må Harry prøve at opklare mysteriet og afsløre de sande skyldige. Er det måske Harrys ærkefjende, Draco Malfoy, og dennes far, Lucius Malfoy? Familien Malfoy er ægte Slytherin-ætlinge med en svaghed for Voldemort og andre sorte sager. J.K. Rowling benytter sig i sine fortællinger dygtigt af en spejling af det traditionelle engelske klassesamfund. I virkelighedens kedelige muggler-verden er alting demokratisk jævnet forstadsgrød, men på Hogwarts er klassekampen i fuld sving endnu. Her i kostskoleuniversets gennemskuelige mikrokosmos er husalferne slaver. Men den virkelige modsætning er mellem de adelige troldmænd og de såkaldte mudderblodspjok. På den ene side overklassens kolde, blå blod og de nedarvede privilegier. På den anden side den opadstræbende middelklasses idealer repræsenteret af Harry og især Hermione. Her tæller den enkeltes dygtighed, flid og integritet højere end nedarvede titler og social position. En pointe, som næppe er en uvæsentlig del af forklaringen på den popularitet, Harry Potter nyder over hele verden. Uanset læsernes og publikums baggrund og på trods af universets ærkeengelske karakter. Men det er samtidig en afgørende pointe, at Hogwarts har plads til at rumme såvel de gode som de grumme. Man ikke blot tolererer modsætningen. Man kan slet ikke undvære den, hvis tilværelsens fortælling skal bibeholde sin dynamik og spænding. De to rivaliserende kollegier Slytherin og Gryffindor har brug for hinanden, og selv om Harry Potter kontra Voldemort er et opgør mellem det gode og det onde, så er det samtidig sådan, at begge er blandede væsner og rummer kræfter, der kan bruges i såvel det godes som det ondes tjeneste. Det viser sig nemlig, at Harry Potter er slangehvisker. En dæmonisk evne, som ellers kun har manifesteret sig i Salazar Slytherin og Voldemort. Men som Rowlings morale lyder her i toeren: »Det er ikke vores evner, men vores valg, der viser, hvem vi er«. Det er ikke mindst denne evne og dette valg - at være så sikker og samtidig så uanmassende i sine moralske idealer - der gør hele eventyret om Harry Potter så forfriskende og nærende i drøjden. Bifigurerne er en uhyre vigtig del af Harry Potter-universet. Der er gensyn med Hagrid (Robbie Coltrane), professor McGonagall (Maggie Smith) og en vemodig afsked med Richard Harris som den gode professor Dumbledore. Hvem skal afløse Harris? Et forslag herfra lyder på Max von Sydow, der ville have den rette alder, gestik og varme udstråling. Gengangeri er godt. Det ved man på Hogwarts, hvor man denne gang genser Næsten-Hovedløse-Nick i John Cleeses gennemsigtige skikkelse. Men nye bifigurer er en vigtig del af Rowlings fortælleteknik, og ny i gengangerbranchen er Hulkende Hulda af Pigetoilettet som en nøglefigur. Den skræmte, småskøre og alligevel mere end almindeligt durkdrevne husalf Dobby er ren animation og en uhyre vellykket en af slagsen. Jason Isaacs er en iskold Lucius Malfoy, og Robert Hardy dukker op som Cornelius Fudge, men bedst af alt er det, at troldmandsverdenens selvpromoverende storchamør med det forrygende navn Glitterik Smørhår bliver fremstillet af en uimodståelig Kenneth Branagh. Som blærerøven med harehjertet snor Branagh sig som en ål i pomade. Allerede inden denne film er introduktionerne overstået. Universet er etableret. Man kan gå lige til sagen, og det gør man i 'Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer', der på en måde er det mest rene eventyr i serien. Men store udfordringer venter på Alfonso Cuaron ('Og din mor!'), der skal afløse Chris Columbus i instruktørstolen på treeren, 'Fangen fra Azkaban'. Hvordan vil man håndtere den mørkere tone uden at miste det barnlige publikum? Hvem skal være den nye Dumbledore? Og hvem skal være den nye Harry Potter? For når man ser 'Hemmelighedernes Kammer', står det lysende klart, at Daniel Radcliffe, der spiller Harry, har haft et voksehastværk, der må være kommet som en slem streg i regningen. Ganske vist skal Harry Potter vokse sig større fra år til år. Men ikke slet så hurtigt, som Radcliffe har præsteret. Nogle gange overgår virkeligheden bare fantasien. Men det er nu sjældent. Så længe J.K. Rowling spinder enderne.