Tiderne skifter, og med dem frygtens ansigter. Dét er der her god anskuelsesundervisning på, hvis man ellers skulle være i tvivl: Ikke ethvert spionromanplot kan uden videre flyttes fra den kolde krig til vore dage. F.eks. ikke plottet i denne fjerde Tom Clancy-filmatisering om CIA-manden Jack Ryan - en forfølgelse af de otte-tolv år gamle succeser 'Jagten på Røde Oktober', 'Patrioternes spil' og 'Dødens karteller'. Den grundlæggende spænding i 'The Sum of All Fears' drejer sig nemlig nok en gang om atomvåbenæraens værst tænkelige tilfælde - the sum of all fears : At en fejltagelse sætter terrorbalancens overdimensionerede våbendepoter på vestlig og østlig side i skred efter gengældelsesangrebenes logik. Men romanforlæggets handling er altså i filmen flyttet op i 1990'erne efter Murens fald. Dødsarsenalerne findes ganske vist stadig, men næppe dén grad af manglende kommunikation mellem USA's og Ruslands præsidenter, som her er en betingelse for vanviddets eskalering. Alt for længe sidder man slet og ret og tænker: Så slå dog lige på tråden! Beklageligt aktuelle virker til gengæld historiens egentlige skurke: nyfascister af den mere intelligente og diskrete slags, som spekulerer i kaos og derfor vil bruge en second-hand-atombombe fra det sorte marked til at narre øst og vest ud i gengældelseskrigen. Øget fokusering på sådan en statsløs terrortrussel ville have øget plottets relevans; og for resten åbnet for bedre brug af gode gamle Alan Bates i birollen som slynglernes køligt kultiverede leder. Så meget desto mere, som hovedrollerne spilles noget stillestående. Ben Affleck ville ganske vist pynte på de fleste politistationer og kan måske måle sig med Alec Baldwin, der som CIA-analytikeren Ryan blev sat om bord i Sean Connerys sovjet-ubåd Røde Oktober; men han er nu ikke nogen Harrison Ford (der spillede Ryan i 'Patrioternes spil' og 'Dødens karteller'). Liev Schreiber lægger spændende fjæs til en birolle som mere drabsvant CIA-agent, mens solide Morgan Freeman som deres chef spiller udelukkende på rutinen, og præsidenterne for USA (James Cromwell) og Rusland (Ciarán Hinds) er jo bundet til de sammenbidte masker. Bridget Moynahan er anonymt køn som Ryans kirurgkæreste, omtrent filmens eneste kvinde, som det lykkes at bringe tilbage i et par korte glimt, da fascisternes første træk er lykkedes. Og vel er det da spændende, om de to supermagter finder hinanden, før lokalt kaos bliver til globalt ragnarok - forudsat, at man kan glemme de grundlæggende usandsynligheder. Og slet ikke exceptionelt nok til at berettige forlænget spilletid, godt to stive timer.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen