Tiderne skifter, og med dem frygtens ansigter. Dét er der her god anskuelsesundervisning på, hvis man ellers skulle være i tvivl: Ikke ethvert spionromanplot kan uden videre flyttes fra den kolde krig til vore dage. F.eks. ikke plottet i denne fjerde Tom Clancy-filmatisering om CIA-manden Jack Ryan - en forfølgelse af de otte-tolv år gamle succeser 'Jagten på Røde Oktober', 'Patrioternes spil' og 'Dødens karteller'. Den grundlæggende spænding i 'The Sum of All Fears' drejer sig nemlig nok en gang om atomvåbenæraens værst tænkelige tilfælde - the sum of all fears : At en fejltagelse sætter terrorbalancens overdimensionerede våbendepoter på vestlig og østlig side i skred efter gengældelsesangrebenes logik. Men romanforlæggets handling er altså i filmen flyttet op i 1990'erne efter Murens fald. Dødsarsenalerne findes ganske vist stadig, men næppe dén grad af manglende kommunikation mellem USA's og Ruslands præsidenter, som her er en betingelse for vanviddets eskalering. Alt for længe sidder man slet og ret og tænker: Så slå dog lige på tråden! Beklageligt aktuelle virker til gengæld historiens egentlige skurke: nyfascister af den mere intelligente og diskrete slags, som spekulerer i kaos og derfor vil bruge en second-hand-atombombe fra det sorte marked til at narre øst og vest ud i gengældelseskrigen. Øget fokusering på sådan en statsløs terrortrussel ville have øget plottets relevans; og for resten åbnet for bedre brug af gode gamle Alan Bates i birollen som slynglernes køligt kultiverede leder. Så meget desto mere, som hovedrollerne spilles noget stillestående. Ben Affleck ville ganske vist pynte på de fleste politistationer og kan måske måle sig med Alec Baldwin, der som CIA-analytikeren Ryan blev sat om bord i Sean Connerys sovjet-ubåd Røde Oktober; men han er nu ikke nogen Harrison Ford (der spillede Ryan i 'Patrioternes spil' og 'Dødens karteller'). Liev Schreiber lægger spændende fjæs til en birolle som mere drabsvant CIA-agent, mens solide Morgan Freeman som deres chef spiller udelukkende på rutinen, og præsidenterne for USA (James Cromwell) og Rusland (Ciarán Hinds) er jo bundet til de sammenbidte masker. Bridget Moynahan er anonymt køn som Ryans kirurgkæreste, omtrent filmens eneste kvinde, som det lykkes at bringe tilbage i et par korte glimt, da fascisternes første træk er lykkedes. Og vel er det da spændende, om de to supermagter finder hinanden, før lokalt kaos bliver til globalt ragnarok - forudsat, at man kan glemme de grundlæggende usandsynligheder. Og slet ikke exceptionelt nok til at berettige forlænget spilletid, godt to stive timer.