Skulle man ikke forvente en ny vinkel, en overrraskende drejning, når nogen beslutter sig for at fyre et to-trecifret antal millioner af på endnu en gang at fortælle en af verdens ældste historier - om den fattige, som heldet giver formue og magt? Bare en enkelt sociologisk overraskelse eller en psykologisk finte - at den fattige f.eks. ikke automatisk var så hjertensgod, ikke automatisk bedst til at udøve magt på en menneskelig måde? Men nej. Kom ikke med den slags forventninger til dette opkog på Frank Capra-komedien 'Mr. Deeds Goes to Town' fra 1936. Adam Sandler, der engang var god i 'The Wedding Singer', er den éndimensionalt troskyldige pizzabager og postkortpoet fra Usleravnekrog, hvor han er bykonge efter samme model som den enøjede blandt de blinde. Denne Longfellow Deeds arver en formue på 40 milliarder dollar og et medieimperium efter en ham ukendt onkel, hentes til New York af imperiets direktør (en udmærket slesk Peter Gallagher), men kan ikke holdes fri af de selv samme mediers søgelys: Journalisten Babe Bennett (Winona Ryder, der efterhånden synes helt uden føling med sit eventuelle skuespiltalent) fra en tv-kanal i Se og Hør-genren lægger an på den ukendte milliardær for at få privatbilleder af ham, men falder jo rigtigt for tumpen. Sikke en overraskelse, hva? Tennishidsigproppen John McEnroe har en cameo-entré til legitimering af fordrukken fysisk vold som sund reaktion på forfinet overlegenhed. Apropos forfinelse har John Turturro fra Coen-brødrenes anderledes vakse film da også sine lyse øjeblikke, her som butler i mediebaronens luksusbolig. Men instruktør Steven Brill er ingen Coen, manusforfatter Tim Herlihy ingen Holberg, og Adam Sandler er ingen Gary Cooper (mr. Deeds i 1936- forlægget), selv om han måske lider af en Steve Martin- eller Chevy Chase- ambition. Han er slet og ret lige så irriterende selvkælen i sin utroværdige bonderøvstumpethed, som historien trods de billige grin er forudsigelig i sin forløjede leflen for dumheden.