Korncirkler har forståeligt nok fascineret folk, siden de for en årrække siden begyndte at dukke op på marker især i England. Mange har hævdet, at de store, smukke mønstre umuligt kunne være blevet lavet af menneskehånd. En artikel i The Guardian beskrev imidlertid for et år siden nogle af genrens kunstnere i arbejde. Det var en forbløffende enkel og hurtig proces for de situationistiske kunstnere, der i ly af nattens mulm og mørke kom på besøg fra storbyen. Men samtidig beskrev artiklen, hvordan de anonyme kunstnere og de mange troende særlinge af enhver tænkelig observans var indviklet i et symbiotisk forhold, hvor man fra begge sider hægede om en aura af mystik. For på en måde var det sjovest for alle, hvis de rituelt udseende mønstre, der ser så betagende ud fra luften, i virkeligheden var frembragt af ikkejordisk arbejdskraft. Det er denne stiltiende overenskomst om bevarelse af mystikken, som M. Night Shyamalan har valgt at udnytte i 'Signs'. Shyamalan er en fortæller, der i sine to første film, 'Den sjette sans' og 'Unbreakable', har satset på i en realistisk fortællestil at rokke ved den genkendelige virkeligheds grænser. Så når der pludselig dukker korncirkler op i Pennsylvania, skal man ikke regne med, at gerningsmændene er enten kreative bonderøve eller durkdrevne situationister. Det varer da heller ikke længe, før de to brødre Graham og Merrill Hess (Mel Gibson og Joaquin Phoenix) må se i øjnene, at det næppe er lokale drillepinde, der har lavet rav i majsmarken. Korncirklerne må være et tegn. Et signal om rumvæsners komme. Spørgsmålet er bare, om gæsterne er i familie med 'E.T.' eller 'Mars Attacks'. Som 'Hvad nu hvis '-gys har M. Night Shyamalan et sikkert greb om sin historie. Idyllen etableres og undergraves med Spielbergsk håndelag. Mindre godt fungerer den psykologiske familieprofil. Merrill er den ikke voldsomt velbegavede lillebroder, der aldrig rigtigt har fået sit liv på skinner, da det kiksede med baseball. Graham er storebroderen, der indtil for nylig både var prædikant og bondemand, men mistede sin tro på Gud, da hans kone omkom ved en trafikulykke. Fra at være lokalsamfundets støttepille har han trukket sig tilbage til rollen som familiefar og forbitret. Konfronteret med truslen fra det ukendte bliver 'Signs' derfor også et drama om Grahams tro og tvivl, om håb og håbløshed, om ansvar og desillusion. En humoristisk scene, hvor Merrill prøver lykken på hærens hvervekontor, placerer velgørende tvetydigt filmen i nærheden af tidens mange amerikanske rustningsfilm. Filmen har flere af disse små scener, hvor Shyamalan egensindigt krydrer blandingsforholdet mellem uhygge, humor og underliggende alvor. Men med Mel Gibson i en noget træg præstation i hovedrollen kommer 'Signs' i afgørende situationer lidt for meget til at ligne de billboards, man kan se ved vejkanten i det amerikanske Bibelbælte; 'The family that prays together stays together'. Det er med andre ord Shyamalans insisteren på den spirituelle dimension, der kommer til at hænge med den tunge ende nedad i en film, hvor spændingsopbygningen er anderledes velfungerende. 'Signs' er underholdning, der gerne vil virke, som om den er noget mere, men er klart bedst, når den nøjes med at være underholdning. M. Night Shyamalan har også i denne film et særligt touch og en egen indfaldsvinkel, men leve op til det helt særlige talent, 'Den sjette sans' blev set som et forvarsel om, kan den ikke.