Ingen roller eller små, dumme roller. Sådan var situationen for de to skuespillere Jennifer Westfeldt og Heather Juergensen, og dén var de efterhånden godt og grundigt trætte af. I en grad så de valgte at tage skeen i egen hånd. De skrev en satirisk sketch til et teater og gav sig selv de to hovedroller. Det gik fint, og de besluttede sig for at gå videre med sagen. Det sketchagtige forsvandt, humoren blev mere diskret turneret, og de kom mere i dybden med de menneskelige lag i historien om to vidt forskellige piger, der indleder et lesbisk forhold, selvom de normalt er til mænd. Instruktøren Charles Herman-Wurmfeld var en ven og kom ligesom Westfeldt og Juergensen fra off-Broadway teatermiljøet. Han var en prisbelønnet kort- og dokumentarfilminstruktør. 'Kissing Jessica Stein' blev hans debut som spillefilmsinstruktør, og den vandt Publikumsprisen ved Los Angeles Film Festival i 2001. Altså en rigtig solstrålehistorie. Med det ekstra plus at der rent faktisk er tale om en skøn lille oase af en film. I en tid, hvor markedet bliver oversvømmet med kalkulerende og fornærmende ringe komedier om single-livet, er 'Kissing Jessica Stein' det stik modsatte. Nemlig en varm, vittig sædekomedie, der inkarnerer alt det bedste fra New York. Frisind, intelligens, underholdende neuroser og på kornet miljøskildringer fra Woody Allens Manhattan. Alle Jessicas forsøg på at date får en ynkelig udgang. Der er altid noget galt med mændene. Nærige, klodsede, blærede. Som regel er de bare for dumme. At der kunne være noget galt med Jessicas selvforståelse går ikke uden videre op for den begavede, men neurotiske og ensomme jødiske karrierepige fra New York. Jessica får nul sex. Helen fra et af New Yorks mest trendy gallerier får til gengæld i spandevis. Hun har tre mænd kørende ad gangen. Men også hun er ved at blive lidt slidt i silken og vil prøve noget nyt. De to mødes via en kontaktannonce, og til begges overraskelse falder de pladask for hinanden. De to piger går perfekt i spænd, men er samtidig så forskellige som nat og dag. Deres sociale og erotiske baggrund er vidt forskellig, og der er modsætninger, som ikke uden videre lader sig løse. Beskrivelsen af deres forhold og forholden sig til omgivelserne er i sine bedste scener så kvik og veloplagt som noget fra Woody Allens 'Mig & Annie'. Men 'Kissing Jessica' er ikke undfanget af en komiker. Den er skrevet af to kvinder med nysgerrighed og sarkastisk vid på deres eget køns vegne. Det har givet filmen en helt egen tone og slagfærdighed. 'Kissing Jessica' er måske lidt vel diskret i fortællerytmen, og lyden i dialogerne virker decideret ulden, men bortset fra det er 'Kissing Jessica' en velgørende oplevelse og en på mange måder opløftende begivenhed. Selvgjort er velgjort i sæsonens off-Hollywood komedie, der er 110 procent Made in New York og ledsages af et tilsvarende indtagende soundtrack ('Kissing Jessica Stein', Verve/Combustion), hvor kvindelige jazz-solister fra Diana Krall til Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald står i kø. Jennifer Westfeldt og Heather Juergensen bliver næppe arbejdsløse foreløbig efter deres slagfærdige samspil i deres fælles igangsætterfilm.