En efterfølger var uundgåelig efter den store og velfortjente anmelder- og publikumsucces for instruktøren Ella Lemhagens lysende morsomme, realistiske og rørende film 'Tsatsiki'. Der var mere stof til en hverdagsmyte i den syvårige dreng, hvis enlige mor er svensk, men som drømte om at møde sin far, der er lige så græsk som den yoghurtsalat med agurk og hvidløg, Tsatsiki derfor har taget navn efter. Tre år senere og nu med danske Eddie Thomas Petersen som instruktør spiller den kønne og udtryksfulde, rolige og meget nærværende Samuel Haus stadig Tsatsiki, mirakuløst ukrukket som før. 'Moren og politibetjenten', hvis spirende forhold dannede titel i den første film, bor nu sammen i et varmt turbokaos, stærkt præget af morens rockband, som pludselig får chancen for en Japan-turné! Kan hun det, når hun og strømeren venter en lillebror eller - søster til Tsatsiki - en lille Retsina? Samtidig slår veninden Maria op med ham, fordi han ikke kan kysse - men i virkeligheden fortvivlet over sine egne forældres skilsmisse. Også venskabet med skolekammeraten Per går der skår i. Så da Japan-turneen truer ferierejsen til Grækenland, har Tsatsiki svært ved at holde modet oppe. Hvis det altså ikke havde været for morfar (spillet af Krister Henriksson), en sikker trøst i nødens stund og ikke spor bitter over, at han i sin tid selv opgav jazzen for faderrollen. Han er frisk på en Grækenlandsrejse med drengen, og farfar dernede er lige så umanerligt sød, med stok og gråskæg et rent postkort fra Kreta, om end på gravens rand. Da kusine Elena endda vil lære Tsatsiki at kysse, lysner det for alvor! Tsatsiki får atter overskud, ja, sågar til at inddrage klassens mobbede outsider i fællesskabet, for »de ensomste i verden er dem, der ikke har en ven!«. Så sandt, men også synd. For om ikke før så tydeliggør denne sidste lille, klæge overdrivelse hele den kliché, figurtegningen læner sig tungt op ad: De gamle mænd er slet og ret så flinke og livskloge, de unge så forvirrede og børnene så snusfornuftige, at man skulle tro, det var løgn. Hvad det jo er, indser man så. Tsatsiki-toeren er hverken mere eller mindre end en sjov og harmløs, kun alt for sympatisk børnefilm; men blottet for étterens magi. Måske har netop dén magi blændet, så ingen turde tænke uhildet forfra over de mennesker, kontaktflader og konflikter, hvis troværdighed sådan et virkelighedsnært eventyr til syvende og sidst står og falder med.