De fleste historier om gæstearbejdere og generationskløfter foregår i det nye værtsland. Det gælder formelt set også Elisabeth Rygårds 'Omfavn mig måne', der har sin nutid i Danmark. Her oplever man en blid konfrontation mellem faderen Ali og sønnen Osman. Ali har omsider skaffet penge nok til at kunne vende hjem til Tyrkiet med stil, men sønnen Osman er dansk gift, og selvom han er tyrkisk musiker, har han ingen lyst til at vende 'hjem'. Det dæmpede opgør foregår i det lille danske glashus, hvor Ali har holdt liv i hjemlandets vinranker. Men 90 procent af filmen foregår som tilbageblik. Til det liv Ali, hans hustru Elif og børnene Osman og Nazli levede på den anatolske højslette, inden familien kom til Danmark. Sønnen Osman har arvet sin fars kærlighed til musikken. Drengen drømmer om en dag at lære at spille på strengeinstrumentet saz. Den blinde troubadour Asiks instrument. Men en saz af morbærtræ er en større investering for tyrkiske fattigfolk. Naturen er barsk og det sociale hierarki ikke mere barmhjertigt. Ydermere har den umiddelbare og musikglade Ali ikke heldet med sig. Han er ikke populær hos sin vrisne, skrifttro far, og filmen starter med, at bedstefaderen smider sønnens familie ud af sit hus. Ali må selv bygge et hus på sletten, men jobbet som dyrlægens assistent kaster ikke meget af sig og snart kredser pantelåneren Abdullah som en fed grib over Alis hoved og Elifs fornemt vævede tæpper. Det bliver mere end svært at få en tilværelse til at hænge sammen i Anatolien. Så da Osmans onkel Hasan i sin smarte bil kommer på besøg fra Danmark med penge på lommen og kan berette om landet, der flyder med mælk, honning, arbejdspladser på fjerkræfabrikkerne, er alternativet reelt og fristelsen stor. Redeligt fortalt gør sådan en film os klogere på hinandens tilsyneladende fremmedartethed, og redeligt fortalt det er 'Omfavn mig måne' med sin klare og gennemskuelige målsætning. Miljøskildringen virker ægte i fortællingen, der bygger løst på musikeren Yüksel Isiks barndomserindringer. Lidt for ægte og lidt for løst. Elisabeth Rygaard har siden sin spillefilmsdebut i 1976 overvejende arbejdet med dokumentarfilm, og det kan mærkes. Meget af tiden mangler man simpelthen fornemmelsen af at se en spillefilm. Når dramatikken så pludselig indfinder sig i form af gevaldige stormvejr eller skumle pantelånere, sker det til gengæld med en opstablet patos, der skurrer kraftigt i det spinkle manuskript. Så vakler grundtonen i 'Omfavn mig måne' mellem historisk dokudrama og romantisk eventyr. Især fokuseringen på musikken giver filmen en naivistisk baggrundsstråling, der måske ville have holdt bedre, hvis Elisabeth Rygaard havde taget konsekvensen og lavet 'Omfavn mig måne' som den børnefilm, den med Osmans helt centrale placering i handlingen alligevel næsten er.