Det må stå værre til i Østrig, end jeg anede, når den unge instruktør Jessica Hausners debutspillefilm vandt førsteprisen ved filmfestivalen i Wien sidste år. Ikke fordi den er filmet med videokamera og lutter amatørskuespillere - dét er jo næsten konvention og kan være velbegrundet - men fordi den skrabede fortælling åbenbart har bevæget tilskuerne så meget. Selv finder jeg den både hjælpeløs og opstyltet. Som titlens 'Lovely Rita' er Barbara Osika den tvære teenager med indskrænkede og bedsteborgerlige forældre og stivbenet katolsk skole. Som de grove postulater, begge miljøerne her er fremstillet som, synes de slet ikke at være forklaring nok på historiens pludselige og tragiske vending til sidst efter en ørkenvandring af trivialiteter. Rita - Beatles-associationen hænger alene på navnet og et mut, men kønt ansigt, lidt i retning af den helt unge Sofie Gråbøl - er smadder utilpasset: I skolen pjækker hun og er på kant med dydsmønstrene, i bussen filmer hun med den pæne chauffør, og hendes eneste ven er den lidt yngre og svagelige nabosøn. Da de omsider når til lidt uskyldigt nysgerrig sexleg, overreagerer forældrene. Men først efter husarrest for både at gå på diskotek med chaufføren og udsætte den lille nabopatient for livsfare i et halvhjertet flugtforsøg, slår det klik for Rita og for en af faderens pistoler fra hobby- skydebanen i kælderen. Hausner forklarede selv under NatFilmfestivalen her i Danmark, at hun hverken vil forklare eller fortolke Ritas handlinger, blot vise dem. Så vi kan selv frit udlægge strømmen af gentagne banaliteter - forældre ved middagsbord eller tv, opstigning i en bus for femte gang osv. - som vores smagsprøver på, hvor røvkedeligt også Ritas liv er. Eller ligefrem som retfærdiggørelse for at plaffe andre ned? Selv finder jeg livet lidt for dyrt og kort til denne blanding af isafkølet pseudo-dokumentarisme og upointeret fiktion, når utilfredsstillet teenage-livslyst nu ofte er filmet så meget bedre. Men i Østrig er skriftemål og husarrest, jomfrutro og dobbeltmoral måske stadig så undertrykkende landeplager, at begejstringen bruser op, bare nogen tør vise det på film?