Baard Owe har været kult siden 'Riget'. Baard Owe med samme intense udstråling som en gal prædikant. Hans senede fysiognomi og syrlige tilstedeværelse dominerer let lærredet. Især når man som Dariusz Steiness har placeret ham over for en amatør som rocksangeren Allan Vegenfeldt, der ser ud, som om han ånder lettet op, hver gang han får lejlighed til at holde fast i en mikrofon. Baard Owe og Allan Vegenfeldt spiller far og søn. Hans Underlin og hans Jesper. Hans er en benhård brandmajor, mens Jesper er menig brandmand under sin fars kommando. Da sønnen drikker sig fuld på nattevagten, fyrer Hans ham. Da Jesper derefter rejser ud i den vide verden, kommer faderen og moderen så meget op at skændes, at Hans kører galt og moderen (Vigga Bro) omkommer. Nu er det faderens tur til at gå på druk. Da han skidefuld går ind i et brændende hus, mister han synet. Da Jesper vender hjem, får de to generationer langsomt et nyt forhold takket være musikken. Hans har altid dyrket tangenterne, og nu viser det sig, at Jesper har talent for at synge. Deres musikalske ambitioner får muligheden for at udfolde sig på brandmændenes stamcafé, der sært nok ligner en polsk danserestaurant og bestyres af den smukke Tess (Diana Axelsen), der har et blødt punkt for Hans, men kun et enkelt ansigtsudtryk at gøre godt med. Dette danske filmeventyr om fædre og sønner og musik og druk er en rodet affære præget af en stiv personinstruktion. Hvad skal det handle om? Et banalt spørgsmål, der ikke får noget tilfredsstillende svar. Et øjeblik er det kærlighedens forløsende kraft, det handler om. Så er det musikken som en kraft, der kan forsone og splitte loyaliteter. Er det historien om en mand, der haler sig selv op ved hårene? Om skyld og straf, disciplin kontra frihed. Handlingen flakker hid og did, og hvorfor det hele pludselig skal gå op i en spids i form af et opgør mellem brandmajorens ungdomsidol, den gamle bokser Joe Johnson (Jørgen 'Gamle' Hansen) og en modstander bokset af Hans Henrik Palm, ja, det må guderne vide. Plottet ligner et kun halvvejs udruget skrivebordsæg og hverken i figurtegning eller dybsindighed rummer 'Charlie Butterfly' de kvaliteter, der kunne have gjort et mere klart og kontant plot overflødigt. Klaus Rifbjerg står krediteret for manuskriptet sammen med Dariusz Steiness, men man har svært ved at tro, at Rifbjerg skulle stå fadder til så flakkende og vægelsindet en fortælling. Er det da skidt alt sammen? Nej, faktisk ikke. Med sin ekspressive visuelle stil holdt i et sikkert greb leverer instruktøren et alternativ til den dominerende danske realisme. Dariusz Steiness har prøvet at lave en anden slags dansk film, men hans talent ligger tilsyneladende først og fremmest i det dekorative. Shure-mikrofoner, bløde hatte, læbestiftmums. Effektfuld lyssætning. Kameraet der nærmest borer sig ind i Baard Owes kusseformede kløft i hagen. Gamle, sorte jazzmænd går omkring og pynter. En boksekamp i bedste tilrøgede 'Raging Bull'-stil. Cool jazzmusik med gulvbas og pullovere med stilig v-hals. Bortset fra Baard Owe har rekvisitterne og iscenesættelsen af de fysiske rammer de virkelige hovedroller i 'Charlie Butterfly'. Et dilettantisk drama, der dog anbefaler sig som dekorationskunst med en egen livfuldhed.