Når man med held kan skrive et filmmanuskript, der handler om at gå på opdagelse i en kendt skuespillers kringlede hjerne, så er man bestemt lidt til en side i den strømlinede filmbranche. Det var manuskriptforfatteren Charlie Kaufman, som i sin tid begik 'Being John Malkovich'. Nu har han minsandten gjort det igen. Nemlig skrevet et usandsynligt skævt og originalt manuskript af den slags, der på lærredet enten må falde ud som en syg joke eller en overrumplende farce. Og det foreliggende resultat, filmen 'Human Nature', gør heldigvis mest det sidste. Hallo, derude - hold på hat og briller og den sunde fornuft, for nu kommer der et handlingsreferat, der tør, hvor andre går til psykoanalytiker. 'Human Nature' handler med stort satirisk overtryk om kvinden Lila (Patricia Arquette), der som følge af nogle hormonale forstyrrelser lider af kraftig hårvækst over hele kroppen. Derfor beslutter Lila at trække sig tilbage fra civilisationen og andre menneskers nøgne normalitet. Hun bliver eneboer i den vilde natur. Vandrer syngende rundt blandt behårede dyr. Og så bliver hun også en ganske succesfuld forfatter - til bøger med titler som 'Wind In My Hair' og 'Fuck Humanity'. Kun én ting savner Lila efterhånden. En mand. Derfor søger hun på et tidspunkt tilbage til civilisationen, og her møder hun, af alle hankønsvæsner, den neurotiske videnskabsmand Nathan (Tim Robbins). Nathan har haft en streng og traumatisk barndom - 'Human Nature' er i det hele taget fortalt i mange tilbageblik - og han forsker nu i, hvorledes mus kan optrænes i gode bordmanerer. Ja, ja - sådan er det. Det er netop vigtigt for Nathan, at mus kan lære at opføre sig civiliseret, for kun den korrekte opførsel kan frelse menneskeheden fra barbari og selvudslettelse. Dette kunne sandsynligvis være nok til en gal farce, men der er lidt mere tilbage i Kaufmans manuskript. Nemlig vildmanden Puff (Rhys Ifans) og Nathans sexede franske assistent Gabrielle (Miranda Otto). Puff er et abemenneske, der er opvokset fjernt fra den civiliserede verden, og Nathan vil nu som et forsøgsprojekt forvandle denne naturskabning til et intellektuelt individ med kultur og dannelse. For som Nathan siger: Puff har »aldrig læst Moby Dick eller måbet over Monet«. Endelig er der Gabrielle. Hun brænder bare varm på Nathan og kommer derved til at spille en fatal rolle i den i forvejen problematiske kærlighedsaffære mellem den behårede kvinde og den hæmmede videnskabsmand. Det burde nu stå klart, at 'Human Nature' ikke er en film, der plages af underdrivelse og underspil. Den får hele armen. Med hud og hår. Hvilket udmønter sig i stribevis af groteske optrin, påfund og replikker. Alene den måde, hvorpå filmen 'Sophies Valg' pludselig optræder i Gabrielles forestillingsverden, er en urkomisk detalje. Men sådan er 'Human Nature' for det meste. En rablende veloplagt og begavet farce, der dog i det lange løb har lidt besvær med at slutte, mens legen er god. Men så længe, det varer, er 'Human Nature' netop bundet sammen af to afgørende kvaliteter. For det første er der selve spillet. Den grundliggende tone af diabolsk sarkasme og selvironi indfanges ubetaleligt i kraft af den metertykke, påsmurte troskyldighed, der ageres med i de fire hovedroller. Og for det andet er der den hage ved hele affæren, at der er noget om snakken. 'Human Nature' handler om en række tunge og dybsindige temaer, som aldrig kan siges at være uvedkommende. Den handler om vores drifter og seksualitet, om vores omgangsformer og tilpasningsevne, om vores såkaldt menneskelige tilværelse mellem lysten og loven, mellem naturen og samfundet. Er vi civiliserede væsener eller blot almindeligt forvirrede? Det er slet ikke så lidt. Og så har jeg oven i købet helt glemt at nævne dværgen Frank (Peter Dinklage).