Krigen kan skildres som et moralsk dilemma, et menneskeligt drama eller ren underholdning. 'Behind Enemy Lines' vil helst ikke ligne en ren underholdningsfilm, men det er nu ikke desto mindre, hvad den er. Filmen består af én lang jagtscene. Medrivende spænding serveret med en papirtynd fernis af moralsk engagement. Chris Burnett (Owen Wilson) er en amerikansk pilot, der sammen med sin makker bliver skudt ned af et varmesøgende missil, da de på et rekognosceringstogt konstaterer ulovlige serbiske troppebevægelser i en demilitariseret zone. Den serbiske krigsherre Lokar vil have lukket munden på de to amerikanske piloter, men Burnett når at flygte. Admiral Reigart (Gene Hackman) vil redde sin 'dreng' hjem, men den europæiske NATO- øverstbefalende Admiral Piquet forbyder en redningsaktion. Den skrøbelige våbenhvile må ikke provokeres. Europæeren kan se gråtoner og kompromiser, hvor amerikaneren ser situationen klart optegnet i sort og hvid. I begyndelsen sejrer den europæiske pragmatik, og så må den stakkels Løjtnant Burnett begive sig ud på en vild flugt igennem et barsk og bombet bjerglandskab spækket med landminer, smadret industri og mudrede massegrave. På afstand kan Admiral Reigart takket være moderne overvågningsteknologi ombord på sit hangarskib kun se magtesløst til, mens Burnett som en varmestrålende figur på en computerskærm desperat flygter fra de serbiske soldater og snigskytter. Admiralen og biografgængeren må begge heppe indædt på den stakkels Burnett, når han hopper fra asken og i ilden. Det minder om et computerspil, men æstetikken er kras realisme. Det er effektivt og spændende. Visuelt påtrængende. I en grad så man ikke kan andet end blive dybt skuffet, da filmen på trods af sin intensive dokumentariske billedsprogtone alligevel udvikler sig til en banal kliché af værste skuffe. Hvor usårlige amerikanske good guys rydder op blandt de serbiske bad guys, så det er lige før, man kan høre kavaleriet trutte i trompeterne. Og det er bare alt, alt for meget i en film, der med sit valg af en rå og illusionsløs billedæstetik netop har lagt op til nogle helt andre valg. I sit stille sind kan man spørge sig selv, om rollefordelingen mellem de skumle serbere og de heroisk kæmpende muslimske bosniere havde været den samme, hvis filmen var gået i produktion et års tid tidligere , end tilfældet er. Det er måske her, filmen er mest problematisk. Det er - eller bør være - svært at lave en uforpligtende krigsfilm om en konflikt, hvorfra røgen og forvirringen endnu ikke har lagt sig. Selvfølgelig kan man vælge bare at se 'Behind Enemy Lines' som en rimeligt spændende actionfilm, men konflikten på Balkan kalder på film som Danis Tanovics 'No Man's Land' og ikke på en nationalistisk oppustet cowboyfilm som 'Behind Enemy Lines'.