Plottet er set før - blandt andet i 'It's A Mad Mad Mad Mad World fra 1963 - men det bliver det jo hverken mere eller mindre fjollet af. Man tager altså en samling forskelligartede personer og sender dem under den forudsætning, at alle kneb gælder, ud på et vanvittigt væddeløb efter en stor sum penge, der befinder sig langt, langt væk. I 'Rat Race' er det hotelejeren Donald Sinclair (John Cleese), som i Las Vegas arrangerer kapløbet. Sinclair får samlet en umage håndfuld af hotelgæster, der hver får udleveret en nøgle. Nøglen kan åbne en garderobeboks, som befinder sig flere hundrede kilometer væk i byen Silver City, og i boksen ligger der to millioner dollar. Nu går den vilde jagt selvfølgelig. Den går faktisk på to planer i 'Rat Race'. For samtidig med, at Sinclair sætter væddeløbet til Silver City i gang, arrangerer han blandt de tilbageværende hotelgæster et væddemål om, hvem vinderen af de mange dollar bliver. Det kan der, når man tænker efter, komme ganske meget pjat ud af. Og når man kan have visse forventninger til, at morskaben i 'Rat Race' er værd at have med at gøre, er det måske ikke så meget, fordi filmen er instrueret af Jerry Zucker, der bl.a. tidligere har stået bag udødelige intellektuelle lattersucceser som 'Højt at flyve' og 'Høj pistolføring'. Det er snarere, fordi rollelisten tæller både John Cleese og Rowan Atkinson. Desværre bliver det ved løfterne. Som Donald Sinclair har Cleese alt for lidt spillerum i 'Rat Race'. Det er i sagens natur først og fremmest deltagerne i væddeløbet til Silver City, der står i centrum, og allerede dette sender Cleese ud på en sidelinje, hvor han slet ikke har mulighed for at udfolde sit særlige komiske talent. Med Atkinson forholder det sig nærmest omvendt. Som hotelgæsten Enrico Pollini deltager han ganske vist i væddeløbet, men til gengæld overspiller han i umorsom grad. Dette sidste skyldes naturligvis, at der i 'Rat Race' ingen anstændig personinstruktion findes. Det er overhovedet ikke det fine, subtile eller antydede, som interesserer Jerry Zucker. Det gør udelukkende det meget platte eller anmassende. Storstilede scener med jeeps, der hejses op i radarmaster, eller køer, der hænger på slæb under luftballoner. Optrin med masser af gang i. Falde-på-halen-komik i actionregi. Hele tiden denne sammenbidte jagt efter den bralrende latter. Men med meget lidt fornemmelse for det vittige, det i bedste forstand beåndede vid. Et eller andet, der ikke bare er den kostelige stupiditet i larmende tomgang.