De seneste måneders storpolitiske begivenheder - fra terrorangrebene i USA til Taleban-styrets fald - har naturligvis givet Mohsen Makhmalbafs iranske spillefilm 'Rejsen til Kandahar' en fornyet aktualitet og dokumentarisk betydning. For her oplever vi i al enkelhed en roadmovie - en krævende, farefuld og uforudsigelig rejse ind i det tillukkede land. Den rejsende er kvinden Nafas (Niloufar Pazira), der er vokset op som flygtning i Canada. Imidlertid har Nafas modtaget et alarmerende brev fra sin søster, som i Afghanistan truer med at ville begå selvmord. For at redde søsteren begiver Nafas sig ud på sin lange færd, og i 'Rejsen til Kandahar' følger vi hende det sidste, besværlige stykke undervejs. På det handlingsmæssige plan er det hverken stor opfindsomhed eller mange sidespring, der præger Makhmalbafs prunkløse og ukomplicerede film. Den er fortalt lige ud ad landevejen. Ganske åbenlyst skabt for få midler og med en beskeden teknik, men den besidder dog alligevel som sit særpræg en egen lavmælt, nærmest lakonisk stædighed og energi. De samme træk, der synes at kendetegne hovedpersonen Nafas. Og langsomt, som hun bevæger sig frem gennem støvet, sandet og de primitive landsbyer i det hærgede land, lærer man at forstå hendes hårdt tilkæmpede ro. Det Afghanistan, vi møder i 'Rejsen til Kandahar', skriger til himlen af nød, stilstand og undertrykkelse. Det er slet ikke nødvendigt for Makhmalbaf at udpensle disse kendsgerninger. »Våben er det eneste moderne i Afghanistan«, siger den engelsktalende læge Tabib Sahib (Hassan Tantai), som på et tidspunkt bliver en af Nafas' rejsefæller. Og hånd i hånd med våbnene går det reaktionære religiøse vanvid. I Makhmalbafs film bl.a. skildret via koranskolernes militante indoktrinering, hvor læsningen af den hellige bog og brugen af håndvåben går op i en højere enhed. Men samtidig fremhæver filmen specielt kvindernes elendige og ydmygende vilkår i et samfund, hvor Talebanstyrets ideologiske formørkelse blot forstærker en ældgammel, historisk betinget mandsdominans. Alt dette må Nafas se i øjnene og erfare, mens hun med skiftende rejsefæller - en mand og hans tre koner, en omstrejfende dreng og den mystiske læge Tabib - bevæger sig frem mod Kandahar i det fjerne, for enden af sandet og de elendige veje. Heldigvis rummer 'Rejsen til Kandahar' midt i det hele også en desperat trods og humor. Bl.a. i billederne fra teltlejrene i ørkenen, hvor mænd uden ben eller fødder halter rundt og skuer efter hjælpen fra oven. Hverken regn eller Gud. Men benproteser, kastet ned i faldskærme. Man tager, hvad man kan få fat i. Også selvom man har i forvejen. Det er, som det hedder, altid rart at have et ben i reserve.