Titelpersonen i Lasse Spang Olsens nye film er en drabelig sørøver, men alligevel er 'Jolly Roger' kun delvis en sørøverfilm. For ud over at være en klassisk fortælling om pirater og deres frie, farefulde og eventyrlige liv så drejer 'Jolly Roger' sig også om en verden, hvor Fremtiden - i skikkelse af et rødt blæksprutteagtigt dyr - bliver stjålet fra de tre ærkeengle Theobalt (Nikolaj Lie Kaas), Emil (Tomas Villum Jensen) og Karim (Brian Patterson), så alt på jorden går i fisk, og Gud (Jens Okking) bliver meget vred og utilfreds. Det lyder forvirrende. Og det er det også. For det er nok den største svaghed ved 'Jolly Roger', at den blander tingene, stillejerne og de forskellige planer i handlingen sammen på en uoverskuelig og irriterende måde. Det lykkes simpelt hen aldrig for Lasse Spang Olsen at opnå rene linjer og helhedspræget balance i denne fortælling. Nu kunne man så hævde, at det netop var instruktørens intention at skabe en film, der fremstod som en charmerende rodebutik. Men dertil er desværre at sige, at 'Jolly Roger' nok for det meste er det sidste, mens den alt for sjældent er det første. Charmen forsvinder i forvirringen eller bliver kun til spredte opløftende glimt, der langtfra kan redde den synkende skude. Apropos skude: Jolly Roger spilles af Kim Bodnia, og hans gode skib hedder 'Bella Donna'. Det kommer til ære og værdighed efter lang tid på havets bund. For sagen er nemlig den, at de tre ærkeengle finder ud af, at det er den fæle pirat Sorte Bill (Rikard Wolff), der har bortført Fremtiden. Derfor beslutter englene at sætte den frygtindgydende Jolly Roger på sagen. De skal bare lige have ham hentet i Intetheden. For han er for længst afgået ved døden. Det er ikke det eneste problem. Han gider ikke rigtig hjælpe de højere magter. Men det gør han så alligevel, da englene snedigt finder på at føre ham sammen med hans søde og indtagende tiptipoldebarn Lula (Clara Halvorsen). I denne genfortælling gælder det unægteligt om at holde tungen lige i munden. Sådan er det desværre også, når man ser filmen. Den overvinder simpelt hen aldrig sit ujævne, springende og uafklarede præg. Hvilket egentlig også gælder selve tonen i 'Jolly Roger'. Den svinger uforudsigeligt mellem det barnlige eventyr og den drevne eller indforståede satire. Således er det faktisk ret morsomt at se og høre Ole Thestrup som dum og flippet folkesanger i Guds følge. Eller opleve Spang Olsens version af Helvede - en slags kuldslået ekspeditionsskranke, hvor sangen 'Kære lille mormor' kværner et sted i baggrunden. Men ingen af delene er føjet tilfredsstillende ind i helheden. Det kan man heller ikke sige om Kim Bodnia i tiltelrollen. Han har bestemt udstråling og pondus til rollen og mere til. Men han er desværre placeret i en film, hvor alle gode kræfter ikke forenes, men splittes præcis som de berømte bramsejl.