Video, video og atter video. Det kan være en dårlig vane med al det kiggeri. Men i den lumske og veloplagte japanske gyser 'The Ring' kan beskæftigelsen være direkte livsfarlig. Handlingen drejer sig nemlig om et specielt og meget gådefuldt videobånd, der cirkulerer blandt nogle gymnasieelever. En skræmmende historie følger båndet på vej. Det siges, at når man har set båndet, gælder det om at vise det for en anden, inden der er gået en uge. I modsat fald vil man blive indhentet af båndets skæbnesvangre forbandelse og dø på stedet. Sådan ser det da også ud til at gå i filmens indledning, hvor to teenageveninder er alene hjemme og med skiftevis grin og gys i stemmen udveksler spændende rygter og røverhistorier. Der er noget uhyggeligt ved dette videobånd. Eller også er det hele bare en drilagtig spøg, og se selv, du hoppede på den. Men selvfølgelig viser beretningen om det dødbringende bånd sig at være alvorlig nok, og den ene piges moster, tv-reporteren Reiko, må derfor tage affære for at komme til bunds i historien. Hun allierer sig med sin eksmand Ryuji, og snart finder parret ud af, at sporene fører til den stormomsuste ø Oshima, hvor der engang udspillede sig et voldsomt trekantsdrama mellem en synsk kvinde, hendes datter og en forsker i parapsykologiske fænomener. To ting forstærker nu den spændingsladede skrue, der presser Reiko og Ryuji under opklaringsarbejdet. De har selv set båndet og er således underlagt dets forbandelse. Og desuden går det på et tidspunkt op for Reiko, at hendes og Ryujis fælles søn måske er mere i farezonen, end man umiddelbart skulle tro. 'The Ring' vandt for nylig publikumsprisen ved årets NatFilm Festival, og anerkendelsen er fuldt fortjent. Handlingsreferatet antyder muligvis, at der er tale om et japansk forsøg i den populære amerikanske teenagegyser-genre. Det er ikke helt korrekt. For ganske vist har det morderiske videobånd og dets historie sit udspring i teenagekredse, men rent stilistisk formulerer instruktøren Hideo Nakata sig netop på en måde, der lægger klar afstand til teenagegyserens hektisk overgearede fortællestil og dens rovdrift på splatterdryppende mordscener. Nakata tør i stedet i lange periode arbejde pirrende virkningsfuldt med en henholdende og antydende effekt i sin uhyggelige fortælling. Det er her, 'The Ring' snedigt og begavet og i sit eget lille format trækker på inspirationen fra skelsættende klassiske gysere som 'Psycho' og 'Rødt chok'. Især er der i Nakatas film en scene - og netop kun én - hvor nogle videobilleder bliver levende på en ganske grum og langsom og livagtig måde, og vi kan vel godt røbe, at det ikke er 'Ren kagemand', der her kommer kravlende ud af kassen. Der er også grund til at bemærke, at 'The Ring' med både sin brug af videoelementet i spændingens centrum og sit tydeligvis meget lave omkostningsniveau er beslægtet med et ombejlet og omdiskuteret filmprojekt som 'Blair Witch'. Men igen, Nakata er mere selvstændig og sikker i sin sag. Den bevidste forenkling og den tidstypiske leg med dokumentarismens grænser bliver i 'The Ring' aldrig en blindgyde, men er blot to blandt flere velvalgte virkemidler. Således er der f.eks. også ned i detaljer gjort meget ud af lydsporets meddigtende og stemningsskabende funktion. Pludselig ringer en telefon rædselsvækkende skingert og brutalt. Og da handlingen rammer dét, man tror bliver chokkets og gysets højdepunkt - under vandoverfladen i en dyb og mørk brønd - er baggrundsmusikken med ét forbløffende blid og stille. Det er denne sikkerhed og enkelhed, der overalt præger 'The Ring'. En film, der stilistisk tør hvile helt i sig selv, og som derfor formår at få stemningerne til at springe skræmmende ud fra lærredet.