Det hedder sig ganske vist, at sømænd har en pige i hver havn, men sømændene, der lægger til kaj i Århus, bliver alligevel lidt overraskede, da Katrine står og venter på dem. Den nu 41-årige Katrine Borre er nemlig ikke hvilken som helst pige på havnen. Bevæbnet med et videokamera, nogle vage forestillinger om sømandslivet og sin egen udlængsel går hun på om bord på skibene i Århus Havn. Her møder hun i løbet af en december måned sømænd, fra alverdens lande. Sømænd fra Indien, Filippinerne, Burma, Tyskland, Polen, Pakistan, England, Rusland og Danmark. Sømænd der længes hjem, og er rædde for at blive glemt af dem derhjemme. Men også tit er de samme sømænd, der finder livet på landjorden svært og indviklet, sammenlignet med de faste rutiner om bord. Katrine Borres 'Pigen i havnen' er på den ene side en traditionel dokumentarfilm, der ved hjælp af ord og billeder fortæller os noget nyt om noget fundamentalt interessant menneskeligt. Der bliver sat ansigter og livsnuancer på disse sømænd, man ellers mest kender fra avisernes beretninger om skuder bemandet med billig arbejdskraft fra mere eller mindre fjerne lande. På dette plan er filmen simpelthen vældig interessant. Men den er mere end det. I begyndelsen kan det være lidt svært at kapere, når Katrine Borre blander sin egen barndom og sine tanker om længsel og kærlighed ind i det fremmede sømandsunivers. Det er tæt på at virke koket. Mon sømændene opfatter en undertone af flirt i hendes interesse for deres liv? En enkelt gang er en sømænd tæt på at overfortolke hendes interesse. Det er ikke helt uforståeligt. Denne sammenblanding af det konkrete tema og den svævende undertone af sensualitet og julestemning gør det ind imellem svært at finde fodfæste i filmen. Men at stå på den gyngende dørk småsvimmel af håndholdte billeder viser sig at være en inspirerende tilstand. Katrine Borre har en af disse stemmer, der langsomt spinder sin ende rundt om den, der lytter, og efterhånden bliver hendes subjektive kameraføring og ikke særlig kontante snak til en slags drømmende poesi, der gør bolværket til et mødested for det faste og det flydende. Der er ikke meget udvendig romantik over jernvæggene, hverdagene om bord og de prunkløse fællesrum på fragtskibene. Det ligner ikke den romantiske forestilling om det frie sømandsliv. Det ligner fast arbejde og triste rammer. Alligevel er det denne bevidsthed om en form for frihed, der går igen og igen hos disse sømænd af verden, der for en kortere eller længere gebrokken samtales tid har lagt til kaj hos pigen i havnen.