Der kan opregnes en del grunde til, at Francis Ford Coppolas navnkundige 'Dommedag Nu', som i denne nye version er blevet ca. 50 minutter længere end den oprindelige udgave fra 1979, er en atypisk film. En af grundene er, at der ingen helte er i 'Dommedag Nu'. Antihelt med en mission Hovedpersonen, kaptajn Willard (Martin Sheen), kan i hvert fald ikke tjene som en traditionel hero - et forbillede, en moralsk ledestjerne. Dertil er han for desillusioneret og for konfus. Det er under alle omstændigheder sådan, vi møder ham i filmens indledende scener (der følger umiddelbart efter lyden af Doors-sangen 'The End', hvor Jim Morrison synger, at »all the children are insane«). Willard vågner altså på et værelse i Saigon. Han tumler rundt, smadrer spejlet, bæller sprut fra flasken. Imens hører vi hans indre stemme. Én ting ønsker han sig åbenbart midt i Vietnamkrigens håbløse forvirring. Han vil have »en mission«. Han ønsker, at hans tilværelse bliver udstyret med en bestemmelse. Eller at han i det mindste får et konkret mål stillet i sigte. Det næste, der sker er, at han får en ordre stukket ud. Det er alt, hvad han behøver. Nu kan han lægge kaos bag sig. Han er på vej. Han har noget at gå efter. Der er som bekendt tale om, at Willard skal på en speciel og hemmelig mission. Han skal midt i krigens ragnarok sejle dybt ind i junglen, helt ind i Cambodia, for at opspore og eliminere den mystiske amerikanske oberst Kurtz (Marlon Brando), der er deserteret fra hæren og nu et sted i ødemarken har etableret sig som en vild og uafhængig stammehøvding. Men det afgørende for hele tonen og holdningen i 'Dommedag Nu' er, at Willard aldrig vurderer sin mission moralsk eller eksistentielt. Den bliver bare et spørgsmål om at komme af sted. Deri ligger hans sørgeligt begrænsede valgmuligheder. Han kan enten blive i meningsløsheden eller begive sig ud i den. Han kan enten blive sindssyg i Saigon af tankerne om krigen eller direkte tage del i selve de absurde blodsudgydelser. Der gives ingen anden verden end krigens og ødelæggelsernes. Kun det formålsløse findes. Kompromisløs civilisationskritik Det er denne kompromisløse pessimisme og civilisationskritik, der stadig med voldsom effekt gennemtrænger 'Dommedag Nu'. Og man føler den næsten i hver eneste scene. Den er nogle gange rettet meget konkret mod Vietnamkrigen og den amerikanske selvforståelse eller livsstil. Det gælder de gysende komiske scener med den vanvittige løjtnant Killgore (Robert Duvall), der fører sig frem som en selvglad rodeocowboy, iscenesætter sine morderiske helikopter-angreb med smældende Wagner-musik samt elsker både surfriding og lugten af napalm om morgenen. Her, i disse få, men kostelige scener, er 'Dommedag Nu' gal og tænderskærende krigssatire på linje med f.eks. Kubrick-filmen 'Dr. Strangelove'. Men overvejende er Coppolas tone en anden, mere trøstesløs og smertelig. Hvilket bl.a. ses i en af de nu tilføjede scener med en håndfuld Playboy-piger, som Willard og hans besætning to gange støder på i løbet af sejladsen. Disse piger er først en samling strålende attraktive pinup-modeller, men allerede næste gang er deres amerikanske drøm blevet forvandlet til et nådesløst mareridt, et hæsligt sammensurium af stoffer, mudder, isolation og et stenhårdt, endeløst regnvejr. De samme beske udfald mod amerikansk hykleri og selvbedrag ser man i de scener, hvor Charles Mansons portræt og historien om hans udåd pludselig dukker frem på en avisforside, eller hvor Kurtz for Willard beretter om de løgne om Vietnamkrigen, der udspredes af Time Magazine og andre medier. Her nærmer 'Dommedag Nu' sig et håndfast politisk eller holdningsmæssigt budskab. Et indtryk, der også forstærkes af en tilføjet sekvens med nogle anakronistiske, militante franske kolonister, der midt i krigens vældige kaos og opbrud nægter at opgive både deres plantage og deres forbenede herrefolksmentalitet. Frygtindgydende skønhed Men samtidig med alt dette er en anden form for pessimisme, en mere tidløs eller filosofisk tvivl, på spil i Coppolas store værk. Og i forhold til denne er filmens nye, forlængede version en styrkelse. Der er nu endnu mere mareridt og modstand, mere absurditet og uforudsigelighed over Willards lange, lange rejse mod Kurtz og dennes hedenske og blodige junglekult. Der naturligvis blot viser sig at være et forvrænget spejlbillede af alt det, Willard tror, inderligt håber på, at han er på vej væk fra. Først for sent må han indse, at mareridtet er det samme, allestedsnærværende. Men når nu denne fortvivlelse netop ikke bliver uudholdelig, skyldes det karakteren af Coppolas dristige og frodige billedkraft, denne nervøse blanding af brutalitet og ømhed i 'Dommedag Nu'. Krigen er frygtindgydende skildret i filmen. Ingen tvivl om det. Et forfærdeligt kaos af larm, støv, stikflammer, ild, røg, blod, kroppe, eksplosioner. Men Coppolas virkelig provokerende vision er, at krigen også viser sig at være frygtindgydende smuk. Man ser det, når Kilgores helikoptersværm samler sig i et hidsigt attak, der er som gigantiske sakse på skred i luften. Eller når den sønderskudte Do Lung-bro spøgelsesagtigt oplyses under en natlig træfning, hvor skudsalver og eksplosioner frembringer en egen sindrig og fascinerende rytmisk underlægningsmusik. Krigen er smuk. Alt har en skønhed. Det er det oprørende og aktuelle ved 'Dommedag Nu'. Den viser os, hvor frie vi er blevet til at se og vælge. Verden er grænseløs. 'Dommedag Nu' er i den forstand ikke blot den første nutidige krigsfilm. Men en af de første film overhovedet, der begriber og iscenesætter selve det nutidige i billeder og stemninger. Det er udelukkende et spørgsmål, om man tør se den i øjnene.