Der er små historier, og der er store historier. Og så er der historier, der vokser sig så store, at de næsten ikke bliver til at fortælle. Det er sådan en Sally Potter prøver at fortælle i 'The Man Who Cried'. Udsatte outsidere Den konkrete historie er i sig selv en større affære, der spænder over små tyve år. En lille jødisk pige, Fegele, må i 1927 se sin far drage af sted fra Rusland til Amerika med tårer i skægget. Efter at have overlevet pogromer og sult kommer Fegele til England, hvor hun bliver adopteret, får navnet Suzie og får forbud mod at tale jiddisch. Men Suzie/Fegele holder ikke op med at længes efter sin far i Amerika, og hun glemmer ikke sin baggrund. Hun er jøde og forbliver en mørk fremmed i det udkogte engelske miljø. Takket være en walisisk lærer, får hun dog en ny identitet i sangens og musikkens grænseløse sprog. Da hun som ung vaudevilledanserinde sidst i 1930erne kommer til Paris, tiltrækkes hun automatisk af andre outsidere. Hun slår kludene sammen med den russiske golddigger Lola og bliver tiltrukket af den flotte sigøjner Cesar, der fattig, men stolt og til hest, som statist i Felix Perlmans operakompagni rider rundt på en hvid hingst på scenen. Lola derimod prøver at finde lykken hos forestillingens stjerne, den italienske operasanger Dante Dominio. Han er smigret over den smukke Lolas tilnærmelser, men er mere forelsket i sit eget talent og sin mor og desuden en beundrer af Mussolini. En jøde, en russer, en sigøjner og en italiensk operafascist af proletarisk herkomst udgør tilsammen en udsat kvartet af outsidere, da tyskerne marcherer ind i Paris. Velmente klichéer Men selv dét er ikke en stor nok historie for Sally Potter. 'The Man Who Cried' skal også kunne ses som en film om fremmede og ind- og udvandrere til alle tider og steder. Sigøjnernes mobilitet og sammenhold fremhæves som et ideal. Holocaust bliver en anledning til at henvise til intolerancen i det moderne multietniske samfund, samtidig med at forholdet mellem Suzie og hendes far fremhæver emigrationen, som et livsvigtigt tilskud til ikke mindst USAs samfundsorganisme. 'The Man Who Cried' hedder filmen, men det er alle de mandlige hovedpersoner som på skift må græde. Manden, der græder, er alle mænd. Det ene menneske er lig med alle mennesker. Men at skulle rumme menneskelivets vilkår i en enkelt film bliver alt for meget. På trods af Potters musikalitet og sans for at skabe billeder af stor skønhed udvandes handlingens dramatiske potentiale til velmente klichéer. Fortællingen om en jødisk piges skæbne drukner i det større ærinde, Sally Potter er ude i. Et historisk drama om en piges kamp for sin identitet bliver kvalt i en propagandistisk fortælling, hvor målet helliger udtryksmidlet. Romantisk selvspejling Osvaldo Golijovs musik er noget af det mest vellykkede ved filmen, men heller ikke den imponerende rolleliste kan leve op til løfterne. Flittige Johnny Depp, så fremragende i 'Sleepy Hollow' og 'Blow', er tæt på at udvikle en fatal svaghed for outsidere med strejfercharme, men efter 'Chocolat' og 'The Man Who Cried' må man håbe, det varer rigtigt længe, inden han igen falder for så romantisk en selvspejling i sigøjneren Cesar. Cate Blanchett kløjs i overspil og russisk accent, mens Christina Ricci i den absolutte hovedrolle aldrig får banket indre liv i en mut og småirriterende Suzie. Harry Dean Stanton er en mild og jovial teaterdirektør Perlman, mens der trods alt er krudt og kruk i John Turturros hanegalende tenor. Men skuespillerne har det nu heller ikke nemt med replikskifter som »Det er farligt at stole på nogen« - »Det er farligt at elske«.